Forberedelse og intonering
Forberedelse før anvendelse af Den Store Invokation
Før man fremsiger Den Store Invokation, skal man forsøge at kontakte det højeste i sig selv – sjælen. Ingen er ikke fuldkommen, og de færreste har sjælsbevidsthed i åndsvidenskabelig forstand, men hvis man hver på sin måde etablerer den højest mulige aspiration og dedikation, og desuden fokuserer tankesindet, har man skabt et solidt udgangspunkt. I åndsvidenskaben siges det, at teknikken med at arbejde som om man er sjælsbevidst, er en effektiv metode, bl.a. fordi man benytter den skabende forestillingsevne. Med tiden vil metoden føre mennesket til målet, for som et menneske tænker, sådan bliver det. Energi følger tanken. Det er en åndsvidenskabelig kendsgerning. Metoden medvirker til, at der skabes en direkte forbindelse mellem sjælen, tankesindet og hjernen.
Det er af stor betydning, at man forstår hensigten med de invokationer og mantraer, man bruger. Derfor er studier og meditation over mantraets betydning en forudsætning for den rigtige virkning. Man skal aldrig bruge et mantra, man ikke kender betydningen af.
Intoneres fokuseret
Når Den Store Invokation intoneres, kan man enten fokusere kraften mod Hierarkiet og Kristus – eller som i slutningen af fuldmånemeditationen, hvor den fokuserede opmærksomhed bruges til at skabe bestemte virkninger i menneskehedens bevidsthedsliv. Når man intonerer Den Store Invokation, og bevidst sender en levende strøm af energi mod det åndelige hierarki med det formål at få et svar (evokation) på invokationen, kan man eksempelvis visualisere Kristus i midten af en lystriangel.
Kristus er fokuspunkt for store interplanetariske skabninger, der sender belivende kræfter ind i den globale bevidsthed. Kristus fungerer desuden som "prisme" for energierne fra Shamballa. Trianglen er symbol på de kræfter, der står til rådighed for Kristus. Man kan derfor forbinde sig med disse virksomme kræfter ved at fokusere opmærksomheden på Kristus i midten af trianglen, når man fremsiger Den Store Invokation. Mens man siger ordene, kan man forestille sig, at der fra panden stråler en lysende energilinje, som når Kristus i hjertet af trianglen. Denne visualisering giver fokus og kraft.
Intoneres med ”kraft”
Det er som sagt vigtigt, at Den Store Invokation intoneres med viljekraft og målrettet opmærksomhed. Det betyder ikke, at den skal fremsiges med høj stemmevolumen. Der er ikke tale om fysisk stemmekraft, men om mental styrke. Den Store Invokation skal fremsiges med stærk overbevisning om, at det man påkalder, vil ske. Det er derfor udmærket at intonere Den Store Invokation sagte eller helt uden lyd.
|