Konkurrence skaber ufred
Ufred opstår af trangen til at vinde. Trangen til at vinde er nærmest hjernevasket ind i nutidens konkurrencesamfund. Hvis man er knyttet til et behov for at vinde, kommer man ud for uendeligt mange skuffelser og nederlag. Man skal ikke være modstander af at vinde. Der er ikke noget forkert i at holde af at vinde. Men prøven på, om man er oplyst i denne sammenhæng er, at man ikke ligger under for behovet for at vinde. Hvis man er bundet til at vinde, bliver det en besættelse, og man lider, hvis man ikke vinder. At tabe er en prøve på karakteren. Behovet for at vinde får desværre mange mennesker til at føle sig som tabere. Bevarer man denne tilknytning, føler man sig som taber en stor del af livet, for ingen kan vinde hver gang.
Trangen til at vinde optræder næsten altid side om side med trangen til at kæmpe med modstanderen. Konkurrencens sprog minder om krigens. Det ene hold kæmper mod det andet. Der er angribere og forsvarere, dueller og sammenstød, erobringer og tab.
Mange mennesker er overbeviste om, at på trods af at konkurrence kan være en barsk affære, er den alligevel både naturlig og nødvendig − ja endog sund. Men i virkeligheden er konkurrence sygt ud fra et hvilket som helst synspunkt. Præstationer forværres, klimaet mennesker imellem forgiftes, og der skabes i det lange løb udelukkende tabere. Konkurrence er destruktiv og virker stik modsat sin hensigt − og det gælder ikke kun, når den overdrives. Konkurrence er destruktiv i selve sin natur. Opfattelsen rummes i sætningen: "Jeg har kun succes, hvis du har fiasko" – eller i en mere skærpet udgave: "Jeg har kun succes, hvis jeg sørger for, at du får fiasko".
Konkurrence medfører angst. Angsten for fiasko. Hvordan skal man kunne yde sit bedste, når man samtidig er hæmmet af angst? Konkurrence er næsten altid ineffektiv. Blandt mange ulemper indebærer konkurrence spild og dobbeltarbejde. Kun når opgaverne bliver delt fornuftigt, kan man nå målet hurtigt og effektivt.
|