Ceremonien
På et tegn fra Mahachohanen − omkring en halv time før fuldmånetidspunktet − samler medlemmerne af Det Store Hvide Broderskab sig på den åbne plads midt på sletten nord for det store stenalter. De stiller sig i tre rækker i en stor cirkel med ansigtet ind mod midten. Den yderste kreds består af yngre medlemmer, mens indehaverne af de større embeder indtager bestemte pladser i den inderste kreds. Derefter intonerer de på palisproget nogle mantraer fra buddhistiske skrifter, og når stemmerne dør ud, materialiserer herren Kristus sig i cirklens centrum med kraftstaven i sin hånd. Dette fantastiske symbol er på en eller anden måde et fysisk center eller brændpunkt for de kræfter, der udsendes af Planetlogos. Kraftstaven blev magnetiseret af ham for millioner af år siden, da han for første gang satte den menneskelige livsbølge i kredsløb på Jordens kæde af kloder.
Åndsvidenskaben oplyser, at den er det fysiske tegn på, at Logos' opmærksomhed er rettet mod Jorden, og at den føres fra planet til planet efterhånden som opmærksomheden skifter. Den opbevares normalt af Sanat Kumara i Shamballa, og så vidt man ved, er Wesak-ceremonien den eneste lejlighed, hvor den forlader Sanat Kumaras varetægt. Der er noget gådefuldt ved den, for den ser ud, som om den altid er omgivet af ild, eller som om den har en aura af en lysende og alligevel gennemsigtig flamme. Det er værd at bemærke, at ingen andre end Kristus rører den under hele ceremonien.
Når Kristus materialiserer sig midt i cirklen bøjer alle mestrene sig respektfuldt mod ham, og der intoneres endnu et mantra. Mens ordene og tonerne lyder, deler de indre ringe sig i otte dele, så de danner et kors i den ydre cirkel − og Kristus står stadig i centrum.
Ved den næste bevægelse i dette imponerende ritual bliver korset til en trekant, og Kristus bevæger sig fremad, så han står i toppunkter og derfor nær ved alterstenen. Respektfuldt lægger han kraftstaven i den åbne plads mellem blomsterne foran den gyldne skål på altret, mens cirklen bag ham ændrer sig til en temmelig kompliceret buet figur, så alle har ansigtet vendt mod stenen. Ved den næste ændring bliver den buede figur til en omvendt trekant og danner den sekstakkede stjerne. Denne figur opløses igen, og glider over i den femtakkede stjerne, mens Kristus stadig befinder sig i den sydlige spids og de andre mestre eller chohaner står i de fem punkter, hvor linjerne skærer hinanden.
Når dette syvende og sidste stadie er nået, ophører den mantriske sang, og efter et øjebliks højtidelig stilhed udtaler Kristus − idet han igen tager kraftstaven i hånden og løfter den over sit hoved − nogle få kraftfulde ord på palisproget:
"Alt er parat Herre − kom!"
|