De syv stråler
Fra åndsvidenskabelige studier ved man, at hvert af menneskets lavere legemer er betinget af en af de syv stråler. Og når man begynder at forstå naturen af disse indflydelser, som de kommer til udtryk gennem personligheden, oplever man de virkninger, de skaber. Hvis et menneske eksempelvis er fanget i en strøm af følelser, og derfor reagerer overdrevent sårbart, antyder det, at stråleenergien, der kontrollerer astrallegemet, projiceres ud i omgivelserne, hvor den skaber forstyrrelser i overensstemmelse med den pågældende stråles kvaliteter. Denne astrale energi kan være i stand til at trække andre ind i dens strålefelt.
Når man iagttager et menneske, der er optaget af et kreativt arbejde eller en opgave, der kræver koncentreret tænkning, er mentallegemets energi betinget af den kvalitet, der aktiveres. Hvis et menneskes tjenestearbejde er af tilstrækkelig høj kvalitet, belives auraen af åndelig entusiasme og sjælens skabende energier i forening for at gøre projektet til virkelighed. Man kan fornemme strømmen i funktion, for auraen skaber det rum, som ikke tåler nogen forstyrrelse, da en forstyrrelse ville ødelægge den subtile tankestrøm. Alle har oplevet tankernes subtilitet, og forstår derfor nødvendigheden af at respektere forudsætningerne, der er skabt inde i bevidstheden, og som tillader, at det skabende arbejde finder sted. Alle ved af erfaring, hvor nemt tanker kan opstå, men også hvor nemt de kan gå tabt på grund af en forstyrrelse.
Det er også årsagen til, at mennesker, der kommer for sent til en studie-gruppe eller en gruppemeditation, ikke alene er årsag til en forstyrrelse på det fysiske plan, men mest af alt i det subtile stof, der er skabt eller opbygget i lokalet ved hjælp af den åndelige fokusering. Eksempelvis er hovedansvaret hos den person, der tager ansvaret for at lede en fuldmånemeditation, at skabe de rigtige betingelser for, at gruppen som helhed kan forenes og gøres modtagelig, sådan at den kan danne en kanal, som åndelige energier kan strømme igennem.
Auraen er et medie, der fungerer
som en sand refleksion af det,
et menneske dybest set er.
|