Rejsen begynder der, hvor mennesket er anbragt. Det er derfor ikke et sted, man skal slippe væk fra. Hvis man ikke kan gøre gavn som disciple, der hvor man er, får man ikke andre chancer, før man er i stand til det. Her møder man sin prøve – og her ligger tjenesteområdet. Mange ærlige og velmenende aspiranter føler, at de kunne gøre større indtryk på deres omgivelser og manifestere sig på en mere åndelig måde, hvis de havde et andet hjem, andre omgivelser eller et helt andet miljø. De ønsker, at de havde giftet sig med en anden, at de havde flere penge eller mere fritid, og at de ville møde større forståelse hos deres nærmeste. Og hvis de havde et bedre helbred, var der ingen grænser for, hvad de kunne udrette.

En prøve er noget, der udfordrer menneskets styrke for at se, hvor meget den er vokset. Prøven kalder det yderste frem, og afslører menneskets svagheder, og viser hvor det tager fejl. I dag er der brug for pålidelige disciple, der er blevet prøvet, og som har bevist, at de ikke bryder sammen, når de møder vanskeligheder og mørke tider.

Mennesket har − hvis det bare vidste det − nøjagtig de omstændigheder og præcis det miljø, hvor det bedst lærer at respektere det højeste i sig selv. Mennesket har nøjagtig den type krop og de fysiske betingelser, som gør det muligt for det at lade den iboende guddommelighed komme til udtryk. Mennesket har de forbindelser i verden og det arbejde, der kræves, for at gøre det i stand til at tage det næste skridt fremad på discipelskabets vej – det næste skridt mod guddommelighed. Før aspiranter forstår dette basale faktum, og er tilfredse med et liv, hvor de loyalt og kærligt arbejder for familien i hjemmet, kan de ikke gøre fremskridt. Før livets vej i hjemmet er betrådt, stilfærdigt, med glæde og uden selvmedlidenhed, får man ikke mulighed for at lære andre lektier.