2. princip
Den pris, man betaler for en vare,
svarer til det, man mister
for at få denne vare
”Når et menneske skal vurdere, indebærer det at træffe beslutninger, at man sammenligner omkostninger og gevinster ved forskellige mulige handlinger. I mange tilfælde er omkostningen ved en handel imidlertid ikke så gennemskuelig, som den umiddelbart ser ud til.
Et eksempel kan være beslutningen om at tage en efteruddannelse. Gevinsten er intellektuel berigelse og bedre jobmuligheder resten af livet. Men hvad er prisen? For at besvare spørgsmålet kan man være fristet til at undersøge, hvor mange penge der samlet skal bruges til kursusafgift, bøger, kost og logi. Men det er ikke et sandt billede af, hvad man skal opgive for at tage en efteruddannelse.
Det første problem med dette svar er, at det inkluderer flere ting, som ikke er omkostninger ved efteruddannelsen. Selvom man ikke tager uddannelsen, skal man stadig have et sted at bo og noget at spise …
Det andet problem ved denne sammentælling af omkostninger er, at den ikke tager højde for den største omkostning: Tidsforbruget! For de fleste studerende er den tabte lønindkomst den absolut største enkeltudgift ved en efteruddannelse.
Omkostningen ved tab af mulighed svarer til det, man opgiver for at opnå et gode. Når man træffer en beslutning − f.eks. om man skal tage en efteruddannelse − skal man være opmærksom på omkostningen ved tab af de muligheder, der følger med enhver handling. Det er man som regel også. Topatleter, der bliver i uddannelsessystemet, selvom de har mulighed for at tjene mange penge på deres sport, er klar over, at deres ‘mulighedstab’ er meget stort. Det er ikke overraskende, at de ofte beslutter, at fordelen ikke opvejer omkostningerne.”
N. Gregory Makiw: Principles of Economics, s. 5-6
|