Tredje del

Loven om åndelig tilnærmelse

Der er en tendens til kun at tænke på ordet "åndelig" i forbindelse med religion, men i virkeligheden har åndelighed relation til udviklingen af det indre liv og af bevidsthedsudvidelse på ethvert plan fra det laveste til det højeste. Det siges, at ordet åndelig dækker alt det, der ligger på et højere niveau end det, der er opnået på nuværende tidspunkt. Det er med andre ord det næste trin på evolutionens stige. Loven om åndelig tilnærmelse har stor betydning, for den er forbundet med menneskehedens fremskridt i langt højere grad, end man tidligere har troet.

Det har nær tilknytning til en anden lov − loven om tiltrækning. Det er tiltrækningsenergien, der igangsætter og gør alle forbindelser mulige. Tiltrækning har relation til andre love, særligt til loven om samhørighed og loven om polaritet. Disse to love viser forskellige og tilsyneladende modsatrettede former for "tilnærmelse". Det er imidlertid ikke muligt at analysere dem her. De nævnes for at give en idé om de temaer, man kan studere og meditere på i forbindelse med loven om åndelig tilnærmelse.

Menneskehedens åndelige udvikling kan betragtes som en række trinvise tilnærmelser til højere bevidsthedsplaner via erkendelse og til højere og mere omfattende forbindelser, der kulminerer i bevidst forening med den ubeskrivelige tilstand af væren. Men åndelig tilnærmelse kommer ikke alene til udtryk vertikalt, man skal også betragtes som en "horisontal" udviklingsproces, for bevidsthedsudvidelserne finder sted i alle retninger.

Den første vertikale tilnærmelse sker mellem personligheden og sjælen. Her lægges grunden til de efterfølgende tilnærmelser, der slutter med tilnærmelsen til det allerhøjeste − til "Gud". De horisontale tilnærmelser sker fra ét menneske til andre mennesker, efterhånden til større grupper og endelig til menneskeheden som en enhed.

Begge former for tilnærmelse bør komme til udtryk samtidigt og være afbalanceret, så de får lige stor opmærksomhed. Hvis denne balance ikke er til stede, og det sker meget ofte, så resulterer det i en ujævn udvikling. Hvis man udelukkende eller hovedsageligt benytter vertikal tilnærmelse, så skabes der let en tendens til at forsømme eller endda fordømme manifestationens ydre aspekter, og de er ligeså "åndelige" og nødvendige, hvis evolutionen skal nå sit mål. Det kan også let skabe en overdreven interesse for ens egne resultater og et ønske om at isolere sig fra andre mennesker. Man kan kalde det "åndelig egoisme", for at bruge et paradoksalt udtryk.

På den anden side kan en tilnærmelse, der udelukkende eller hovedsagelig er horisontal, medføre, at man bliver opslugt af massernes kollektive bevidsthed, at man identificerer sig med egoistisk motiverede grupper eller stræber efter snæversynede idealer på en fanatisk måde. Også selvom motiverne kan være gode og tjenesteånden kan være seriøs. Balance og harmoni mellem de to former for tilnærmelse − opad og udad − skaber et sfærisk område, der hele tiden udvider sig, og en "aura" med forbindelser og fællesskab − en sand syntese.

Det er ikke vanskeligt at forstå, og det kan endda virke indlysende, men dybere analyser vil vise, at det kræver meget visdom, konstant iagttagelse og en vilje, der styres med fasthed for at praktisere det.