Synd, synder og nåde
Kristen teologi − specielt den katolske − skelner mellem synd og synder. Synden i tanke, ord og handling forkastes helt. Men synderen kan få tilgivelse og genopstå, hvis synderen også forkaster synden og renser sig gennem bodshandlinger. "Se i nåde til mig arme synder". Glimrende fordi det holder fast ved en kerne, som kan redde i stedet for at forkaste, dræbe og udrydde alt ved hjælp af dødsdom, drab, krig og (stats)terrorbombning. Kirken praktiserer det bedre end domstolene ved hjælp af nåden. Ved hjælp af livstidsstraf – for ikke at snakke om dødsstraf – fjerner domstolene sig fra denne adskillelse. Undtagen ved hjælp af benådning hvor statsoverhovedet ophøjer sig selv til Gud.
Modsætning vs modpart
Kampen skal altså rettes mod handlingen, mod ordet, måske også mod tanken – men ikke mod personen. "Gå efter bolden – ikke manden". Kampen skal rettes mod modsætningen − ikke mod modparten. Mod diktaturet − ikke mod diktatoren, sådan som vulgærdemokrater gør det. Mod kapitalismen − ikke mod kapitalisten, sådan som vulgærmarxister gør det. Mod den vanvittige idé, som "vi er udvalgt af Jahve/Gud/Allah og er derfor hævet over loven" – ikke mod den, der forvalter tanken, sådan som vulgærterrorister gør det.
|