I Etudes sur le Mysticism har den franske psykolog Henri Delacroix givet en beskrivelse af kontemplation. Når kontemplation er til stede, siger han:

"(a) Kontemplation skaber generelt en tilstand med upersonlighed, hvor man føler frihed og fred, stiger højt op over det fysiske plan, og har en oplevelse af ekstase … Den mediterende opfatter ikke længere sig selv som en del af sin egen almindelige bevidstheds mangfoldighed. Den mediterende er steget op over sin personlighed. En dybere og renere sjælsbevidsthed overtager den normale selvopfattelse.

(b) I denne tilstand, hvor jeg-bevidstheden og opfattelsen af at den fysiske verden forsvinder, er mystikeren bevidst om, at der er en nær relation til Gud selv, og om, at man deltager i guddommelighed. Kontemplation integrerer en metode til væren og viden. Disse to begreber har desuden dybest set tendens til at blive ét. Man får et stadigt større indtryk af at være det, som man ved, og at vide det som man er."

Men disse beskrivelser − uanset hvor vigtige de er − dækker ikke emnet. De handler om den mystiske kontemplation, men der findes andre former for kontemplation, som ikke har den specifikke religiøse karakter, der tillægges "mysticisme" i dens afgrænsede form.

Kontemplation kan have æstetisk karakter − kontemplation på skønhed − kontemplation over virkeligheden osv. − sådan som den manifesteres og findes i den synlige verden − eller den kan have "poetisk" karakter − kontemplation på den kosmiske orden og på den dynamiske og konstante forandring i det universelle liv.