Den lydmagiske brug af det talte ord kaldes med et indisk udtryk for ”mantra” (igen M-lyden), og den højeste påkaldelse er lyden ”OM” eller ”AUM”, der også ligger til grund for det kristne ”Amen”. Hvis man gentagne gange intonerer ”OM” (”AUM”) med stærk nasallyd, kan man, mens man intonerer lyden, fornemme en ret kraftig toneresonans i hovedet.

Hvis man har prøvet at stå tæt på en kirkeklokke, vil man have fornemmet den samme tonevirkning mellem klokkeslagene (det rungende, malmagtige). Det er i virkeligheden OM-lyden kraftig forstærket − og det er også den oprindelige årsag til, at kirke- og tempelklokker bruges som led i gudstjenester. Klokkens klang har derfor en esoterisk betydning. At dens form også har en mystisk betydning forklares senere.

Nogle mestre har oplyst, at der findes lydkombinationer, der er i stand til at skabe meget stærke (og farlige) oversanselige kræfter, og det er mærkeligt, at undersøgelser i nyere tid tyder på, at lyd kan skabe større og kraftigere ting end bare at ”lyde”. Der er her grund til at fokusere på resonansfænomenet. Det vil sige, at lydsvingninger er i stand til at skabe vibrationer i fysisk stof i mere eller mindre forstærket grad afhængig af resonansen. Det er almindeligt kendt, at glas kan springe under påvirkning af lyd.

Følgende citat er fra Leon Hoffmanns bog Musikkens magi, hvor der gives et eksempel på lydmagisk virkning:

”En amerikansk violinist Jasper fra Boston påstod, at han alene ved sit spil kunne skabe et nervechok hos musikalske mennesker, og det blev ivrigt debatteret i den amerikanske presse, men de amerikanske myndigheder i Boston nedlagde i 1926 forbud mod et sådant forsøg. Jasper indbød nu tre professorer i fysik til at overvære nogle forsøg, hvor han ved hjælp af sine jazz-rytmer ville knuse alle glasgenstande i nærheden. Jasper blev sammen med de tre professorer lukket inde i en salon med tre høje søjlespejle. Han begyndte at spille en langsom melodi, men på én gang slog han over i en hård rytme, og straks sprang alle tre spejle, som om de var skåret igennem med en diamant. Jasper forklarede, at han havde øvet sig i fem år, før forsøgene lykkedes. Ved bestemte tonegrupperinger lykkedes det for ham at sætte atmosfæren i så kraftige svingninger, at glasmolekylernes ligevægt blev ophævet. Han gentog eksperimentet og fik ved hjælp af sit spil en stor glasskive til at springe i tusinde stykker oven i købet på lang afstand”.

Noget tyder altså på, at hvis der skabes et bestemt resonansforhold mellem lyd og stof, ville det måske endog være muligt at skabe, hvad der kunne kaldes en lydmæssig kædereaktion, sådan at bestemte vibrationer, der én gang var sat i svingninger, kunne fortsætte af sig selv i stadigt stigende omfang. Det lyder måske fantastisk, men det kunne trods alt løfte en flig af sløret, der dækker gåderne om de gamles civilisationers kendskab til lydmagi. Der findes overbevisende esoteriske beretninger om, at f.eks. pyramiderne ikke blev bygget ved slid og slæb, men at bygmestrene transporterede de kæmpemæssige blokke ved hjælp af magi, hvor de navnlig anvendte lydmagi.