Rigtige proportioner er næste punkt. Det er en egenskab, der skal udvikles og konstant overvåges. Først skal man være klar over, at menneskets normale psykologiske synsvinkel er myopisk (nærsynet). Det er kun de problemer og psykiske faktorer, som er kommer tæt på, som er i umiddelbar nærhed, eller som fanger opmærksomheden rå et aktuelt tidspunkt, man er i stand til at se klart. Derfor overdrives deres betydning. Mens alt det, der findes på større psykologisk afstand, ses sløret eller opfattes overhovedet ikke. Det er et paradoks, for jo større realiteterne er, jo mindre opfattes de.

Det er derfor nødvendigt at etablere det rigtige perspektiv. Det medfører, at man må udvide området for indre vision. Det skal ske i tre retninger eller dimensioner. Man skal opnå:

1. Et vidtrækkende synsfelt
2. Et langtrækkende synsfelt
3. Et udvidet synsfelt

Det er det, man nemmest forstår, og det er heller ikke så vanskeligt at opnå − i hvert fald til et vist punkt − for det er baseret på indlysende kendsgerninger, og det er bekræftet og beskrevet af naturvidenskaben. F.eks. kan man få den første fornemmelse af det uendeligt store rum ved at iagttage stjernehimlen efter mørkets frembrud. Men de svimlende tal, som astronomien har afsløret, har givet en gradvis og større og større viden om Universets gigantiske størrelse. De tre store skridt som astronomien har taget er:

Opnåelsen af et heliocentrisk synspunkt. Den tidligere opfattelse, at Jorden var Universets midtpunkt, blev erstattet af viden om, at Jorden er en mindre planet blandt flere, der er i kredsløb omkring Solen.

Opdagelsen af, at Solen kun er én ud af de myriader af solsystemer, der udgør Mælkevejen. Antallet af solsystemer anslås til ca. 100.000 millioner.

Det største skridt har været opdagelsen af, at Mælkevejen blot er én ud af utallige lignende galakser. Man ved nu, at der findes tusinder af millioner galakser. Et antal − omkring 1.000 millioner − er synlige via de eksisterende teleskoper og radioteleskoper, og hvem ved, hvor mange flere der er ud over dem?

Astronauternes udforskning af rummet har bragt levende beskrivelser af rummets enorme udstrækning ud til et stort antal mennesker, som aldrig tidligere ville have tænkt på rummet og dets størrelse. Men at nå til Månen (og måske til nogle af planeterne i solsystemet) giver i virkeligheden kun et uendeligt lille billede af det kosmiske rum, for man har opfanget vibrationer, der er skabt tusind millioner lysår væk.