Ydre lærere eller
indre erkendelser
Der er ingen tvivl om, at den græsk-romerske tænkning var stærkt inspireret af den esoteriske egyptiske tradition – blandt andet ideen om et åndeligt mål, hvor man forestillede sig, at dette mål kunne nås gennem indvielsesprocesser, hvor ydre lærere og prøver stimulerede processerne, som skulle føre til åndelig transformation. Den esoteriske, egyptiske tradition var stik modsat, for her fokuserede man på indvielsesprocessens indre erkendelser – det vil sige vækkelse af de iboende kræfter i kraft af voksende kontakt med det virkelige liv.
Selvindvielse
Målet blev ikke så meget nået ved hjælp af ydre metoder, men primært gennem træning af de indre sanser og kræfter. I rækken af naturlige cyklusser blev der også lagt vægt på selv-indvielse, som blev styret og tilrettelagt ved hjælp af hellig astronomi og astrologi. Det er dette krav, der skjuler sig bag Tehutis udtalelse: "Han, som er selvskabt" − en sætning, der siges om guder i utallige tekster i de hellige skrifter. Udtalelsen bekræfter, at de gamle egyptere forestillede sig, at selv guddommelige væsener skulle gennemgå progressive stadier af selverkendelse for at kunne manifestere sig.
Det individuelle mesterskab
Konklusionen er, at grækernes og romernes hermetiske traditioner ikke består af en direkte omskrivning af de gamle egypteres filosofiske og mytologiske forestillinger. Måden, de virkede på, var også præget af den græsk-romerske tænkemåde, som bestemt ikke var ren egyptisk, og som derfor måtte redefineres. Den største forskel mellem de egyptiske og de græsk-romerske mysterietraditioner er, at den græsk-romerske overføres fra en "mester" eller et hierarki af mestre, som giver kandidaten adgang til den kosmiske verden. I den egyptiske tradition skulle åndelig vækkelse give den indviede det fuldbyrdede individuelle mesterskab – det vil sige kraften til at mestre mysterielæren, sådan som den blev demonstreret af ypperstepræster og præstinder og de kongelige gennem deres liv i templerne. Og i det egyptiske system havde den indviede ikke afsluttet processen i en indvielsesfase før et af templets forskrifter var fuldført og mestret af den indviede selv. Ingen mester, hierofant eller lærer kunne give denne adgang. Processen var personlig og intensiv, for i det ægte hermetiske univers er de åndelige kræfter alene de indre kræfter – ikke i skikkelse af ydre præster uanset hvilken udvikling og status, de havde opnået.
Egyptens visdom lever den dag i dag
De víse i Alexandria og i den tidlige middelalder blev i senere århundreder fulgt af tempelherrerne, kabbalisterne, rosenkreuzerne og frimurerne – og i nyere tid af spiritisterne, teosofferne og de søgende new-age're. Alle anvender og praktiserer aspekter af Egyptens hellige visdom – mange uden at vide det − og de fleste uden at kende denne visdoms svimlende dybder.
|