Blændværket skyldes, at mennesket som medlem af det fjerde naturrige − menneskeriget − identificerer sig med det, der hører til det tredje naturrige − dyreriget. Det skaber naturligvis et problem. Selv mennesker, der har bevidst kontakt med det femte naturrige − det overmenneskelige rige eller den åndelige verden − har stadig en dyrisk krop. Man skal huske, at et højt udviklet menneske lever i tre naturriger på én gang, og det skal håndtere en stor kompleksitet. I samme omfang, som man er sjælsinspireret, befinder man sig i det femte naturrige. Man lever som mennesker i det fjerde naturrige, men fungerer samtidig i et animalsk legeme fra tredje naturrige. Det forklarer en hel del. Ethvert menneske har sit individuelle bevidsthedsniveau. Den fysiske side i menneskets natur har derfor god grund til at frygte døden. Hele spørgsmålet drejer sig om identifikation − dvs. hvilken del af sin natur, man føler sig identisk med. Det er et vigtigt at forstå.

Disidentifikation fra frygt betyder ikke, at man ikke føler frygt. Den fysiske krop overfører sin frygt til bevidstheden, men man skal undgå at identificere sig med frygten. Man skal være i stand til at sige: "Jeg oplever frygt, men jeg er ikke denne frygt". Den instinktive frygt stammer fra den fysiske krop − og derfor er den ikke identisk med mennesket, som er selvbevidsthed. Denne overførsel af identifikationen fra den instinktive bevidsthed til menneskets selvbevidsthed, og videre til sjælen, er et spørgsmål om gradvis transmutation og kontrol.

Dødsfrygt er derfor ikke ulogisk set fra et fysisk synspunkt, men man skal forstå, at den fysiske krop er et midlertidigt redskab. Hvis der ikke længere er brug for kroppen, skal man med glæde give slip på den. Derefter frygter man ikke den fysiske opløsning, for man er forberedt på at opgive den fysiske krop. Den såkaldte død kan betragtes som et mellemstadie eller en pause, før man tager fat på en ny erfaringscyklus.

Der er andre metoder til at styrke denne holdning − psykologiske metoder som f.eks. at forædle mod og sindsro, at undgå bundethed, og at handle "som-om". Disse teknikker hjælper alle med at opbygge denne holdning, men den mest radikale metode er at begynde med at acceptere de forskellige former for frygt i de fysiske og astrale aspekter, for det er her, de hører hjemme. Det er i orden, at de indeholder de former for frygt, der stammer fra den kollektive underbevidsthed, og fra ubehagelige oplevelser og årsager, man ikke længere kan huske. Derfor skal man først acceptere frygten og derefter bearbejde den. Men pas på den negative spiral, hvor man frygter sige egne forskellige former for frygt. I stedet skal de bruges som et "råmateriale", der kan bearbejdes og forandres.

For at styrke forståelse af udødelighed, kan det være en hjælp at gentage følgende linjer fra Bhagavad Gita. Invokation og gentagelse spiller en stor rolle, hvis man ønsker at træne både det ubevidste og det bevidste tankesind, og ordene er en påkaldelse af sandheden om menneskets udødelighed.

Ånden blev aldrig født,

og den dør heller aldrig.

Den er ikke blevet til

og den forsvinder heller ikke.

Uden at fødes, uden at dø og uden at forandres

forbliver ånden evigt.

Døden har aldrig rørt den.

Døden har kun rørt legemet.