Blandt hovedårsagerne til depression er der blændværk som f.eks. at være mangelfuld, mindreværdig og formålsløs. Følelsen af formålsløshed har to aspekter: I generel forstand er det en følelse af, at livet i al almindelighed er uden mening, og i personlig forstand er det en følelse af, at man føler, der ikke er et formål med ens eget liv. Den generelle opfattelse skyldes mangel på viden om, at der faktisk er et formål med livet. Så længe man tvivler på det og ikke kan forstå, at de vanskelige livsaspekter − lidelser, forhindringer og kriser − alle er nyttige og nødvendige, så er man fanget af en følelse af formålsløshed.

En effektiv teknik til denne form for depression er at erkende, at livet har en mening, at der er et formål med livet − med alle menneskers liv − og at det inkluderer alt i livet, også de negative erfaringer. Det kan ikke forventes, at et menneske er i stand til at fatte den guddommelige plan med livet og evolutionen, men det er muligt at erkende, at der er delmål i alle processer − også i alle modsætninger − og processerne fører menneskeheden gradvis men sikkert mod evolutionens mål.

Victor Emil Frankl oplyser i sin bog From Prison Camp to Existentialisme, om den grundlæggende betydning denne erkendelse kan have for et menneske, for han fortæller om nogle af sine egne oplevelser i Anden Verdenskrig. Mennesker i fangelejrene, som havde en dyb tro eller ægte overbevisning, og som anerkendte, at der er et formål med livet, havde langt større styrke til at overleve, end de, der ikke troede på noget. De var blandt de første, der døde.

Den personlige følelse af formålsløshed er til en vis grad anderledes. Den er nært forbundet til følelsen af utilstrækkelighed. Her føler man, at det hele ikke nytter noget, at livet er uden formål og værdi. Det er naturligvis et blændværk, fordi enhver form for eksistens har sin plads i helheden. Selv det mindste tandhjul er nødvendigt, for at hele urværket kan fungere.

Historien om de tre stenhuggere illustrerer værdien i denne erkendelse. Den handler om en katedral, der var under opbygning i middelalderen, og tre stenhuggere blev spurgt om, hvad de lavede. Den første svarede trist til mode, "som du ser, udhugger jeg sten". Den anden svarede, "jeg tjener til livets behov for mig selv og min familie". Men den tredje sagde med glæde i stemmen, "jeg er med til at bygge en stor katedral". De udførte alle tre nøjagtigt det samme arbejde, men den første følte det formålsløst på grund af den kedelige og rutinemæssige del af arbejdet. Den anden fandt et lille personligt formål i arbejdet, men var helst fri. Den tredje så på arbejdet ved at fokusere på det overordnede formål med stenhugningen, for uden denne produktion af stenblokke kunne katedralen ikke opføres. Og han glædede sig over at deltage i det store projekt.

Hvis man ønsker at eliminere blændværket "formålsløs", skal man derfor spørge sig selv: "Hvor passer mit liv ind i helhedsmønstret, hvor befinder jeg mig i det større billede." Det kan være vanskeligt at få øje på det, men man skal passe på ikke at skabe et blændværk ved at tro, at man altid skal gøre noget aktivt og håndgribeligt for at leve et meningsfuldt liv. Man kan udføre lidt eller intet og alligevel leve et nyttigt og åndeligt liv. Med Miltons velkendte ord:

"De tjener også, som bare står og venter".