Navnlig den nye fadertype skal for første gang nogensinde i mange situationer tage hensyn til behovet hos andre og give mere end passiv støtte til dem. Han må anstrenge sig – ikke bare en enkelt gang men hele tiden – for at sikre sig, at de mindreåriges behov imødekommes − ellers vil hans henrivende barn, der er så afhængig af ham, ikke overleve. I dag er der mange fædre, som til trods for forelskelse stadig er så krystalliserede i deres egoisme, at de enten delvis eller helt undviger den disciplin, der følger med. De overlader ansvaret til moderen, og de forlader barnet og faderskabet efter bare et par års separation fra moderen (som 75% af de separerede mænd gør det i Australien).

Men i stigende grad − efterhånden som menneskeheden bliver mere moden − vil de sjæle, der inkarnerer som mænd, påtage sig en mere aktiv og delende rolle. Der er stadig langt fra ligestilling, men der er tilstrækkelig kærlighedsenergi og offervilje på dette felt, (og det er den ægte kærligheds kendetegn), til at omsætte viljen til praktisk handling i form af realiseret kærlighed, der praktiseres sådan, at den kan modtages og være nyttig. Derfor må nutidens fader erkende, at moderen har den vanskeligste opgave, og han må overtage madlavningen og klare nattens pligter ved at stå op til det grædende, sultne eller syge barn.

I mellemtiden er opgavens fokus skiftet, og opmærksomheden er rettet mod mere subtile områder af barnets opvækst. Skikke, tro og læresætninger, der blev videregivet som udenadslære i de traditionsbundne samfund, læres nu bevidst og omhyggeligt af mødre – og af fædre, som først af alt må studere barn og samfund og deres relationer, og arbejde på det, der er behov for i praktisk opdragelse. Forældre skal først og fremmest undervise sig selv. Det er ikke længere muligt bare at gøre det, som ens egen moder gjorde, eller alene at lære det, som en anden véd. De tidlige tekster om pædiatri (læren om børnesygdomme) er århundreder gamle, og de er lige så ofte skrevet af mennesker, der levede i cølibat inden for en religiøs orden, som af læger og skolelærere, og læserkredsen var begrænset til en lille gruppe overklassemennesker, mens ammerne og andre, som havde udvidet ansvar for børnene, fortsatte med at følge de anerkendte skikke.

En stabil udvikling i opdragelsesmetoderne viste sig endog på disse stadier i kraft af udbredelse af mere intelligente metoder via de mere kultiverede grupper i de lavere klasser. Forandringen i holdningen til pigernes uddannelse – fremtidens mødre – har været et afgørende element i denne udvikling. I Vesten er denne udvikling nu en realitet, og i dag udgør kvinder et flertal af de, der kan læse. Familien er smeltediglen for såvel personlighedens form, som det, den indeholder. Men hvordan skal man forholde sig, når børn bliver alene og uden forældre og overladt til at klare sig selv ligesom et dyr? Vil man nogensinde kunne bevæge sig hinsides den lemuriske, instinktive bevidsthed eller den tidlige atlantiske med en personlighed, der er totalt domineret af begær?

En vigtig opgave, som man som forældre til at begynde med er ansvarlig for, er at beskytte barnet mod fare, for dermed skabes der en pause mellem instinktet eller begæret og dets tilfredsstillelse. Denne pause mellem incitament og respons er den første opvækkelse af bevidsthed, som er sjælens essens. Det er fascinerende at vide, at Planetlogos − som er menneskehedens ophav − foretog en lignende handling i menneskehedens barndom, idet Han skabte en pause i bevidsthedsudviklingen i en periode med det formål at vinde tid og kontrol. Det var i den lemuriske tid for 12-15 millioner siden. Tilfredsstillelsen af den seksuelle drift i det ubevidste lemuriske adfærdsmønster førte til katastrofale fejltagelser og perversioner. Kønssygdomme blev bogstaveligt påført menneskeheden på en sådan måde, at det blev indlysende for befolkningen, at sygdommene var et direkte resultat af forkert seksuel adfærd.[1]

Mennesket stoppede op og reflekterede, og den automatiske cyklus af seksuelt begær og seksuel tilfredsstillelse blev brudt. En afgørende lektion i bevidsthed var lært, for det blev nødvendigt at interessere sig for konsekvenserne af egne handlinger.

Menneskeheden har været meget længe om at nå frem til dette punkt, hvor den er bedre i stand til at forholde sig uemotionelt til den upassende behandling af børnene. Forældre har behov for viden og en vis grad af personlig kontrol for at kunne praktisere denne form for tvang over for deres børn. Indtil det er muligt, vil forældre respondere på det, de opfatter som upassende opførsel med vrede og behandle barnet som en personlig fornærmelse.

_________________________________

[1] Alice A. Bailey: Esoteric Healing, p. 229

_________________________________