Hierarkiet har givet menneskeheden den opgave at fungere som forældre for sjæle på vej i inkarnation. Det er en opgave, der er vigtigere end samfundet almindeligvis er villig til at anerkende. Den tibetanske mester har sagt om dette:

”Der er ingen bedre uddannelse for disciple og indviede end familielivet med dets tvungne relationer, dets muligheder for justeringer og tilpasninger, dets krav om ofre og tjenestearbejde, og dets muligheder for fuld udfoldelse af hvert eneste aspekt af menneskets natur. Ingen større tjenesteydelse kan gives menneskeslægten end at stille legemer til rådighed for sjæle på vej i inkarnation, og at tilbyde disse sjæle opmærksomhed og mulighed for uddannelse inden for hjemmets grænser”.

Alice A. Bailey: Esoteric Psychology, Vol. I, p. 305

Det er en overraskelse for mange. Ingen større tjenesteydelse? Der er ingen tvivl om, at Djwhal Khul appellerer til de, der endnu ikke er i stand til at udføre et endnu mere omfattende tjenestearbejde for gruppen! Nej, det findes ikke. Citatet stammer fra kapitlet om ”Seksualitet og discipelskab”. Men hvordan kan noget så fundamentalt som forældreskab være et værdifuldt tjenestearbejde, når enhver kan gøre det? Den forandring, der er sket i opfattelsen af forældreskab i løbet af bare de seneste få generationer, medfører, at man i stigende grad er i stand til at yde ægte tjenestearbejde af samme værdi som inden for andre tjenesteområder.

Forældre giver både undervisning, opdragelse og fysisk pleje til personligheden, og ved hjælp af disse processer udvikles der en bevidsthedstilstand op til et niveau med sjælskontrol, der gentages og forædles i liv efter liv. Sjælen toner frem fra formen – Kristus-barnet er blevet plejet og passet af moderen og faderen – og det er roller, som forældrene spiller på skift, og som både symboliserer og styrer virkeligheden. Sjælsbevidstheden, som til sidst er til stede og aktiv i personligheden, er vokset gennem samspillet mellem forældre og barn, og resultatet er udviklingsfremmende vækst.

I århundreder har børnenes opdragelse stort set kun været moderens opgave. Faderen har enten været helt fraværende, eller også har hans engagement været yderst behersket og begrænset til økonomisk støtte til barnet – og han har kun påtaget sig minimalt ansvar for moralsk og uddannelsesmæssig vejledning. Det var først i det 19. århundrede, siger De Mause:

”− at faderen for første gang begynder at vise mere end lejlighedsvis interesse for barnet, uddanne det, og nogle gange endog aflaste moderen i barnepasningsrutinerne.”[1]

_________________________________

[1] De Mause, Lloyd, et al.: The History of Childhood: The Evolution of Parent-Child Relationships as a Factor in History. London, Souvenir, p. 52

_________________________________