Folkeretten
Ideen om altomfattende international sikkerhed bygger på principperne i FN-pagten, som går ud på, at folkeretten er bindende for alle stater. Ved at gå ind for afmilitarisering af de mellemfolkelige forbindelser ønsker vi at fremme politiske og retslige metoder, så de bliver afgørende i løsningen af de problemer, der opstår.
Idealet er et verdenssamfund af retsstater, som også lader deres udenrigspolitik styre af retten. Processen vil blive stimuleret, hvis der kommer en aftale inden for FN’s rammer om en ensartet opfattelse af principperne og normerne for folkeretten, en skriftlig formulering af dem under hensyntagen til de nye vilkår, ligesom der også skal udarbejdes retsnormer for nye samarbejdsområder. Under atomalderens vilkår skal det ikke være tvang, der bestemmer, om folkeretten fungerer. Det skal derimod være normer, der er udtryk for en afbalancering af staternes interesser.
Sammen med den stadigt voksende erkendelse af, at menneskehedens skæbne objektivt set er fælles, ville det skabe en mere ægte interesse hos hver enkelt stat for at vise selvbeherskelse inden for folkerettens grænser. Demokratisering af de mellemfolkelige forbindelser er ikke alene den størst mulige internationalisering af løsningen af problemerne med deltagelse af alle medlemmer af verdenssamfundet. Det indebærer også en humanisering af disse forbindelser. De internationale forbindelser vil først fuldt ud afspejle folkenes ægte interesser og være en styrkelse af den almene sikkerhed, når mennesket sættes i centrum − dets bekymringer, dets rettigheder og dets friheder.
Menneskerettighedserklæringen
Her vil jeg gerne på mit lands vegne udtale min værdsættelse af betydningen af FN’s menneskerettighedserklæring, som blev vedtaget den 10. december 1948. Dette enestående dokument er også aktuelt i dag. Det er også udtryk for, at FN’s mål og opgaver har universel karakter. Den bedste måde for en stat at markere dokumentets betydning er, at man i sit eget land forbedrer overholdelsen af og forsvaret for borgernes rettigheder.
|