Der findes en nær forbindelse mellem stilhed og inspiration. Tibetaneren sagde, at videnskaben om inspiration − i esoterisk forstand − er baseret på forskellige former for stilhed. Perioder i stille kontemplation er blevet kaldt "epoker til oplagring", perioder til "fordybelse i væren og bevidsthed, de egentlige indre dele i den besjælede helhed". De er de "pauser", som sjælen kræver, og de spændingspunkter, hvor resultaterne begynder at vise sig.

En god forberedelse er i særdeleshed at læse om stilhed. Det anbefales også at læse det, Tibetaneren har skrevet om emnet. Derefter − som en motivation − kan man i erindringen genkalde sig de forbilleder, der mestrede tavshed og stilhed, som f.eks. Aurobindo, der gennem mange år praktiserede tavshed 360 dage hvert år − og Gandhi, der hver uge havde en dag i tavshed – hver mandag.

Når man vil praktisere tavshed, må man først gennem forskellige stadier med at koordinere, og det inkluderer tilbageblik, aspiration og mental koncentration. Det vigtigste er at opnå og fastholde en mental polarisering. Disse stadier eliminerer farer, de lavere psykiske impulser og de astrale påvirkninger. Bevidstheden skal fastholdes på et højt spændingspunkt. Spændinger er i virkeligheden hemmeligheden og den væsentlige tilstand for alt esoterisk arbejde. Det kan kaldes en kombination af hensigt og opmærksomhed. Hensigt svarer her til at trænge igennem til et højere bevidsthedsområde, og opmærksomhed svarer til at polarisere bevidstheden på det niveau, man har nået.