Ubundethed
I første omgang er det klart, at fravær af materielle besiddelser på ingen måde løser problemet med at gøre sig fri af bindingen. Selvom man ser bort fra alle de vanskeligheder og begrænsninger mangel på penge og besiddelser uundgåeligt vil medføre i nutidens samfund, vil nogle mennesker, der ikke har besiddelser, begære dem, være ulykkelige og misundelige på de, der har dem, og på den måde bliver de lige så bundet af dem som andre. Psykologisk er disse mennesker slaver af besiddelser. Omvendt kan et velhavende menneske, som indadtil ikke er bundet af sine penge, og som ikke har nogen længsel eller frygt forbundet med dem, virkelig være et frit menneske men ”fattig i ånden”.
Men selv denne indre ubundethed, som er en vanskelig egenskab at udvikle, er ikke hele løsningen på pengeproblemet. Den løser det individuelle problem − det vil sige, at den giver mennesket fred med sig selv, sin bevidsthed og derfor også med Gud, men intet individuelt liv er isoleret. Alle mennesker er knyttet til hinanden med mange familie- og andre gruppebånd, både af moralsk og praktisk karakter, og de kan hverken ignoreres eller afvises. Derfor må den indre ubundethed suppleres med rigtig brug af det, man ejer og tjener.
Denne rigtige brug kan kun fastlægges ud fra en klar åndelig opfattelse, der viser den sande forbindelse mellem en selv, andre og det Ene Livsvæsen, som alt levende er en del af. Set fra denne endelige virkeligheds synspunkt kan ingen kræve at være ubetinget eneejer af noget som helst. Menneskets virkelige position og funktion består – som Kristus så klart viste det i lignelsen om talenterne – i at være bestyrere af alle de såkaldte besiddelser og ansvarlige over for den eneste virkelige Herre og Ejer.
|