Rigtig brug af penge
Men tilbage til den rigtige brug af penge. Den kan igen deles i en generel og en specifik anvendelse.
Generelt kan den rigtige brug af penge betragtes som et middel til anskaffelse af nødvendige og lovlige fysiske ting til sig selv, familien og andre ud fra en indre holdning præget af anerkendelse og taknemmelighed, af visdom, beskedenhed, venlighed og ubundethed.
Den specifikke og rigtige brug er den, der er direkte knyttet til åndelige formål. Her støder man på det spørgsmål, der blev berørt i begyndelsen. Det retfærdige og nødvendige i et stigende forbrug af penge til åndelige formål er indlysende for enhver, der er fri for de pengekomplekser, der er beskrevet.
Kristus sagde, at Gudsriget måtte virkeliggøres på Jorden, og i nutiden lægges der vægt på at gøre åndelighed praktisk og effektiv i dagliglivet. Denne manifestation af åndelighed kræver naturligvis materielle midler. Selv da en mere asketisk og verdensfjern holdning dominerede i Middelalderen, havde religionen behov for materielle midler til opfyldelse af sine sociale funktioner. F.eks. kunne de smukke katedraler ikke være blevet bygget og udsmykket uden et stort forbrug af penge.
Historien om Frans af Assisi er meget sigende i denne henseende. De fleste anerkender Frans’ storhed og virkelige åndelighed, da han gav afkald på alle fysiske besiddelser og tog endog sit tøj af i domkirken i Assisi og drog ud for at leve som eneboer – uden penge. Han forbød også sine tilhængere at røre ved penge, men kort efter hans død opdagede disse tilhængere − der stadig var meget ivrige og havde den bedste indstilling − at det i praksis var umuligt at leve uden at bruge penge eller anden form for ejendele. Fra dette tidspunkt begyndte franciskanerordenen at omgås penge, og nu rejser dens medlemmer med tog og bruger alle mulige teknologiske hjælpemidler. Man ser derfor at en bevægelse, der begyndte med ideen om at afskaffe penge (Frans’ mystiske bryllup med ”fru fattigdom”), og som kort tid efter var tvunget til alligevel at bruge dem. Og det er naturligvis i orden, så længe den indre holdning bevares. Dette faktum, at franciskanere bruger penge, forringer overhovedet ikke deres åndelige ideal, hvis de gør det frit og uden binding. Det er prøven og problemet for hver enkelt franciskanermunk – og for alle andre.
|