Indvielser i Egypten og Grækenland
indebar ”korsfæstelse”
I de gamle mysterieskolers indvielser oplevede aspiranten, at den fysiske krop blev bragt i en dødlignende trance i tre døgn. Aspiranten fik en kontrolleret ud-af-kroppen oplevelse, og i denne tilstand færdedes aspiranten frit på højere bevidsthedsplaner. Denne type indvielse var kun mulig for de få − og den var i høj grad hemmelig. Det gjaldt både de egyptiske indvielser og de eleusinske mysterier i det gamle Grækenland m.fl. I de kristne mysterier såvel som i de gamle egyptiske, kaldæiske og mange andre, var der en ydre symbolik, som betegnede de stadier, mennesket gennemgik.
Aspiranten blev bragt ind i indvielseskammeret og blev lagt på gulvet i korsform med udstrakte arme – nogle gange på et trækors, andre gange direkte på stengulvet. Hjertet blev berørt med thyrsusstaven − “korsfæstelsens spyd” – hvorefter aspiranten forlod den fysiske krop og gled over i de højere verdener, mens kroppen faldt i dyb trance ... ”den korsfæstedes død”. Den fysiske krop blev lagt i en stensarkofag, hvor den blev liggende velbevogtet. Samtidig betrådte sjælen eller bevidstheden de gådefulde mørke regioner, der kaldtes “Jordens hjerte”, og herefter “Det Himmelske Bjerg”, hvor aspiranten iførte sig det fuldkomne “salighedslegeme”. I dette legeme vendte aspiranten tilbage til kroppen af kød for igen at gøre den levende. Korset, der bar denne krop − eller den krop, der i trance var stivnet i korsform (hvis der ikke blev anvendt et kors), blev løftet op af sarkofagen og anbragt på en skrå flade vendt mod øst, sådan at strålerne fra den opgående sol på den tredje dag kunne vække aspiranten.
|