I Egyptens historie henvises der kollektivt til skrivekunsten som didaktisk (belærende) eller som "visdomslæren", der afslører en grundlæggende praksis og samtidig ophøjet filosofi. De vigtigste skrifter stammer fra Gamle Rige, og det primære løfte var "evig ungdom" eller "livskraft", som blev opnået ved hjælp af fornuftige leveregler og gode råd om moral og loyalitet, ærlighed og flid.

Visdomslæren blev kommunikeret i ikke-religiøs form, men at dens oprindelse og udformning stammede fra "Livets hus" – templet – er indiskutabelt. Den var tilgængelig for enhver, og den var tydeligvis det primære undervisningsmateriale til udvikling af skrive-, tegne- og reliefkunst. Mange af disse værker blev reproduceret gennem lange historiske perioder.

Ptahhoteps instruktioner fra 5. dynasti blev anset for at være rådgivning på et meget højt niveau, som eksempelvis blev benyttet til uddannelse af de kongelige og skriverne. Emnerne i disse skrifter og i andre af samme type omhandlede udviklingen af respekt, ære, retfærdighed og god adfærd.

"Vær ikke stolt af din viden, søg råd fra både den uvidende og den víse. For kunstens grænser kan du aldrig nå, og ingen kunstner har fuldkomne evner."

Bortset fra remser med anvisninger havde man fortællere til at formidle moralske standarder − eksempelvis fortællinger som "Historien om den veltalende bonde", der er en beretning om en fattig bondes forsøg på at undgå at blive idømt erstatning til en uretfærdig og grådig jordbesidder. Historien beskriver en standard for integritet og social ansvarlighed uafhængig af sociale klasseforskelle.