4. indvielse har relation til Jesu lidelse, død og genopstandelse. Det Nye Testamentes fortælling er stort set identisk med guden Osiris’ liv, død og genopstandelse. I denne indvielse skulle neofytterne passere gennem "skyggernes dal", udholde store lidelser og stor ensomhed som en forudsætning for senere at kunne løfte sig til et ophøjet stadie af udødelighed. Neofytten passerede gennem "dødens porte", men var samtidig omgivet af genopstandelsens evige lys. Visse dele af ritualet fra 4. indvielse i de egyptiske ritualer blev på mystisk måde indflettet i den kristne lære, og dermed blev den oprindelige betydning materialiseret og forvrænget. En instruktion i denne del af indvielsesprocessen lød sådan:

"Neofytten skal bindes på trækorset, han skal dø, han skal begraves og stige ned til underverdenen (inderverdenen), efter den tredje dag skal han bringes tilbage fra de døde og skal bæres op til himlen for at blive hans højre hånd, fra hvem han kom, idet han nu har lært at lede og retlede levende og døde".

Under ceremonien lagde neofytterne sig på trækors, der var udhulet og formet for bedre at kunne støtte kroppen. Armene blev fastgjort til korset med reb, der blev bundet løst for at symbolisere, at korsfæstelsen i indvielsen skete frivilligt. Neofytterne kunne uden besvær trække hænderne ud af rebene, hvis de ønskede det, men når de var nået så langt i processen, var der sandsynligvis ingen, der valgte at give op. Fastgjort til korset blev de herefter bragt i trance, som resulterede i en kontrolleret ud-af-kroppen oplevelse. De forlod det fysiske legeme og passerede med fuld bevidsthed ind på astralplanet – følelsernes plan − der befinder sig umiddelbart over det fysiske plan. Neofytternes fysiske legemer blev herefter båret ind et kammer og lagt i store granitsarkofager, hvor kroppene lå i tre dage og tre nætter i det, som de gamle egyptere kaldte "Jordens hjerte".

Mens det fysiske legeme på denne måde lå livløst i sarkofagen, havde neofytterne mange gådefulde oplevelser og opgaver i den astrale verden. Ifølge Dødebogen skulle de bl.a. "befri syv sjæle" eller "fængslede sjæle". Åndsvidenskaben forklarer, at de "fængslede sjæle" henviser til mennesker, som er afgået ved døden. De har trukket sig ud af deres fysiske legemer, men i den astrale tilstand er de bundet til den fysiske verden på grund af deres begær. De befinder sig i "skyggelandet"[1], og på grund af deres binding til det fysiske livs materielle besiddelser og/eller tilknytning til inkarnerede mennesker, afviser de ethvert tilbud om hjælp til at komme videre ind i lysere områder af astralplanet. Neofytterne havde derfor til opgave at forsøge at vise dem vejen ind i lyset og til et efterliv på et højere niveau.

Om morgenen på den fjerde dag for denne indvielsesdød eller kontrollerede nær-død-oplevelse, hvor neofytten stadig befandt sig i en trancetilstand, blev det fysiske legeme løftet op af "graven" (sarkofagen) og båret ud i den frie luft, hvor den stadig livløse krop blev placeret ved den store pyramides østside. Neofytten blev anbragt på en måde, der sikrede, at de første stråler fra den opstigende sol (guden Ra eller neofyttens ånd) oplyste kroncentret på issen. Det medførte, at neofytten vågnede eller "genopstod" fra de døde.

_________________________________

[1] Skyggelandet er en betegnelse for det syvdelte astralplans sjette eller næstlaveste underplan.

_________________________________