Formålet med at indgå ægteskab var at sætte børn i verden, men det forhindrede ikke egypterne i at vælge partner på grundlag af en stormende forelskelse – hvad utallige hede elskovsdigte vidner om. Kvinderne blev gift så snart de var kønsmodne, og det betød, at de ofte blev gift, allerede når de var 12-14 år gamle. Mændene var som regel i tyverne. Det var ofte brudens far, der stod for bryllupsarrangementet, og han aftalte med datterens kommende mand, hvordan brylluppet skulle fejres. Bruden medbragte som regel en medgift, men alt hvad hun bragte ind i ægteskabet, tilhørte hende, og det blev aldrig betragtet som fælleseje. Man har fundet en slags vielsesattester, men meget tyder på, at de var unødvendige, og at der ikke var hverken tvungne religiøse eller juridiske formaliteter knyttet til vielsen. Dengang holdt man, hvad man lovede, og en mundtlig aftale var lige så bindende som en skriftlig. Efter brylluppet flyttede kvinden ind hos mandens familie.

Skilsmisser var lige så nødvendige dengang som i nutiden. Havde hustruen egen formue, kunne hun tage den med sig. Hvis det var manden, der ønskede skilsmisse, havde hun desuden ret til en tredjedel af parrets fælles formue plus et underholdsbidrag. Det gjaldt dog ikke, hvis hun havde været utro. Hvis kvinden ville skilles, fik hun kun de værdier med sig, som hun havde bragt ind i ægteskabet, men hvis hun havde været utro, havde hun ikke krav på kompensation af nogen art. Omvendt var der tilsyneladende ingen sanktioner mod manden, hvis han havde været utro. Her svigtede ligestillingen tilsyneladende.