Jarl omtalte også klostrenes løbende budbringere, som både Alexandra David-Neel og Sven Hedin[1] har fortalt om. Det er muskuløse næsten nøgne mænd med store brystkasser, som løber utroligt hurtigt af sted i en hypnotisk tilstand til det fastsatte mål. De har en særlig slags klokke om håndleddet. De bærer en speciel turban, og en lang gul vimpel flagrer efter dem. Det er under dødsstraf forbudt at lægge hindringer i vejen for budbringeren, der løber direkte i retning af målet. Hvis en teltlejr ligger på hans rute, må den flyttes, for løberen kan ikke vige udenom. Løberens fart overgår alt, hvad vesterlandske sportsstjerner kan præstere. Når han kommer til sit mål, afløses han af en ny løber, der sættes i gang ved hjælp af et højt råb fra en præst. Den første løber synker sammen og falder i en dyb hypnotisk søvn, mens budskabet, der opbevares i et hylster af ben eller horn, gives videre til den næste løber. Den første bliver, når han er styrtet om, rullet ind i tykke tæpper, får mad og yak-mælk og sover derefter 12 timer i træk. Disse præstationer forudsætter træning og atter træning, delvis under hypnose. Hjerteslaget er ved afslutningen af løbet oppe på 140 i minuttet, men falder meget hurtigt til de normale ca. 70 slag.

Det kan være interessant at sammenligne denne information med det Alexandra David-Neel siger om disse løbere, som hun havde lejlighed til at iagttage ved tre forskellige lejligheder. Ved den ene lejlighed arbejdede hendes rejseselskab sig langsomt frem over en græsbevokset højslette, da hun fik øje på en sort prik langt borte. Den kom nærmere og nærmere, og hun kunne iagttage den i sin kikkert. En af munkene, som lånte kikkerten, meddelte, at det var en "lung-gom-pa", dvs. en hurtigt løbende budbringer. Da hun udtrykte ønske om at møde denne og tale med ham, sagde munken: "Du må hverken opholde eller tiltale denne lama. Det ville betyde den visse død for ham, for budbringerlamaerne må ikke forhindres et eneste øjeblik under deres rejse. Hvis han forlader sin hypnosetilstand på det forkerte tidspunkt, rystes han så kraftigt, at han vil dø af det."

Om hans bevægelse fremad siger Alexandra David-Neel:

"Lamaen løb ikke, men løftede sig øjensynligt ved hvert skridt fra jorden og fløj af sted som en elastisk hoppende kugle. I højre hånd holdt han en ritualkniv, som han bevægede let. Det så faktisk ud, som om dolken blev benyttet som en stav, som han satte af med for hvert skridt, på trods af at dolkens spids var langt fra jordoverfladen. Mine tjenere kastede sig på jorden uden at se op, da lamaen passerede. Han fortsatte sin hurtige rejse, som om han intet havde set. Selskabet var på hesteryg, og derfor befalede David-Neel folkene straks at sidde op og følge efter ham − dog uden at forsøge at indhente ham. David-Neel og hendes adoptivsøn kunne følge ham i kikkerten. Da de havde fulgt efter ham ca. 3 km, forlod lamaen stien, klatrede op ad nogle stejle klippefremspring og forsvandt i en kløft. Derefter kunne man ikke følge ham længere."

_________________________________

[1] Det tibetanska äfventyret

_________________________________