Naturen skaber nogle gange frygtelig stærke stavhvirvler, og deres kraft kan studeres i de såkaldte skypumper. Helmholtz giver omtrent denne forklaring på en stormcyklons opståen:

Man regner med, at en luftmasse, der forneden har en del, der er opvarmet af Solen, bliver overlejret af en tør, koldere luftmasse, og den oprindelige stabilitet forstyrres. Den opvarmede luft strømmer derefter opefter, og den opstrømmende luft erstattes med luft, der strømmer ind fra alle sider. På grund af Jordens rotation opstår der derfor en rotation i den tilstrømmende luft. Hvis man antager, at gennembrydningsstedet for den opstrømmende luft befinder sig på 15° nordlig bredde over Atlanten, kan man antage, at en luftmasse fra 7° nordlig bredde i syd til 23° i nord begynder at bevæge sig mod midtpunktet. Jordens vest-østlige rotationshastighed på 7° bredde er 460 m i sekundet og på 23° bredde 426. Luften på sydsiden vil derfor bevæge sig 34 m/sek. hurtigere mod øst end det er tilfældet på nordsiden af midtpunktet på 15° bredde, og det giver en periferihastighed hos luftmassen på 17 m/sek. Da luftmassen strækker sig fra 7° til 23° nordlig bredde, har den en diameter på 1.700 km eller en radius på 850 km. Ved fortsat rotation vil denne luftmasse blive trukket sammen. Sker sammentrækningen eksempelvis fra 850 til 42,5 km − dvs. ved at diameteren formindskes 20 gange − så øges periferihastigheden tilsvarende, altså fra 17 m/sek. til 340. At luft med denne enorme hastighed får en ødelæggende virkning, er indlysende.