Når noget er hemmeligt, er der ofte stærke ønsker om at afsløre det skjulte. I Den Hemmelige Lære beskrives forholdet mellem tilsløring og afsløring, på denne måde:

• Man kan få indblik i det sande universelle ved at sammenligne med oldtidens lære om Universets skabelse.
• Oldtidens lære giver nøglen til forståelse af menneskehedens virkelige historie.
• Oldtidens lære løfter allegoriens og symbolikkens slør, der skjuler sandhedens skønhed.
• Oldtidens lære afdækker Universets videnskabelige "hemmeligheder" for det vågne intellekt, for intuitionen og for den åndelige opfattelse. Alt dette er fortsat hemmeligheder, så længe de ikke er erkendt.

Hemmelighederne er derfor kun hemmeligheder, fordi de endnu ikke er erkendt, og i de gamle civilisationer var der højt oplyste mennesker og et undervisningssystem, som kunne give adgang til disse erkendelser, og derfor er de gamle mysterieskolers lære nøglen til afsløring af det tilslørede.

Kort sagt − alt forklaret og tilgængeligt, men kun for "øjne, der kan se" og "ører, der kan høre". De gamle civilisationers mysterielære såvel som nutidens åndsvidenskab er derfor ikke en tro, men en erkendelseslære. Den er tilgængelig for alle, men det er ikke alle, der umiddelbart forstår den. For dem vil læren stadig være hemmelig.

"Indvielse opnås aldrig fra nogen tekst,

men alene gennem forædling af hjertets intelligens.

Derefter eksisterer der intet esoterisk eller hemmeligt,

for intentionen hos de indviede,

profeterne og 'budbringerne fra oven'

er aldrig at skjule noget – snarere tværtimod."

R. A. Schwaller de Lubicz: Esotericism & Symbol

Pyramidetekster i Unas-pyramiden