Det krævede en stortingsdebat, før universitetet i Oslo kunne beklæde en stilling i "konflikt- og fredsforskning". Galtung fik stillingen i 1969 og kunne kalde sig for verdens første fredsprofessor. Grundlaget var dermed blevet lagt til en ny akademisk disciplin. Det var i denne periode, at mange gav ham mellemnavnet "Arrogant", som Galtung mener bare er en refleksion af deres egen usikkerhed og inkompetence. Han blev et populært mål for overvågningstjenester verden over, og i Norge er han blevet overvåget af POT (Politiets overvåkningstjeneste) siden 1954. I vinteren 2003 fik Galtung lejlighed til at gennemse sin journalmappe, og det resulterede i, at han krævede staten for 250.000 kr. som oprejsning. Da POT helt fra 1954 ikke kunne finde noget kriminelt ved hans adfærd, kan man kun drage den konklusion, at POT's hensigt har været politisk holdningsovervågning − og det er et groft brud på menneskerettighederne.

I 1960'erne interesserede Galtung sig også for medieforskning og prøvede selv at være journalist, og han producerede nogle dokumentarprogrammer om sydstaterne for NRK. Som så mange andre registrerede han, at begivenhederne først skal passere en række filtre for at blive kvalificeret som nyheder, og det skal helst være noget negativt, der er overgået personer, − primært elitepersoner − i et eliteland. At 100.000 mennesker hver dag dør af sult er for "strukturelt" til at blive kvalificeret som nyhed. Hans erfaringer som medieforsker resulterede bl.a. i, at han sammen med Richard Vincent skrev to bøger: Global Glasnost (1994) og US Glasnost (2003). Medierne har en stærk tendens til at forenkle konflikter ved at polarisere dem, for de mener, at en konflikt alene består af to dele, og at der kun findes to mulige udfald. Dette førte til, at Galtung udviklede retningslinjer for en ny type journalistik, som han kaldte fredsjournalistik.