"… Antahkaranaens tråde er måske tynde og fine i begyndelsen, men tid og forståelse vil langsomt væve tråd efter tråd til bevidsthedsbroen, så den stabiliseres, styrkes og benyttes. Man må nødvendigvis bruge den, for nu findes der intet andet forbindelsesled mellem den indviede og den Ene, som er den indviede selv. Den indviede går fuldt bevidst ind i området med monadisk liv. Det er en opstandelse fra personlighedslivets mørke grotte til guddommelighedens strålende lys … den indviede tilhører nu den store skare, som har en bevidst guddommelig vilje."

Alice A. Bailey: Strålerne og Indvielserne, s. 499

"Bestemt og utrættelig indsats for at fornemme hele Universets nærvær, i alle former og i alle variationer af sandheden. Det kan udtrykkes sådan: Forsøget på at isolere det guddommelige kim, som har skabt alle former' … Det er først og fremmest forsøget på at se det lys, som englen udstråler, det punkt af lys bag alle manifestationer … sjælens større lys bliver fokuseret som en strålende sol og åbenbarer en langt mere omfattende vision – visionen af det nærvær, som englen er et løfte om og en garanti for."

Alice A. Bailey: Blændværk – et verdensproblem, s. 163-164

"… et stort forløsende eksperiment på den og i den (hvis man er i stand til at trænge ind under overfladen). De store integrerende faktorer og de videnskabelige formidlere er de 'tankens sønner, som valgte at blive menneskehedens sønner, men som alligevel i al evighed forbliver 'Guds sønner'. Disse 'tankens sønner' blev i en fjern fortid, da det fjerde naturrige blev skabt, udset til at realisere videnskaben om forløsning. Der findes en historisk og åndelig esoterisk betydning i ordene i Det Nye Testamente: 'Hele skabelsen sukker og har veer endnu i denne stund og venter på, at Guds børn skal åbenbares'. Paulus henviser her til planetarisk hensigt og til den utrættelige ihærdighed af Guds sønner, idet han siger, at deres belønning – efterhånden som de skabte forløsning af substans, stof og form, og derved viste mulighed for at forløse via deres egen personlighed – skulle blive, at de til sidst kom i manifestation som udtryk for guddommelighed. Med denne hensigt og dette mål i sigte, etablerede de den evolutionære indvielsesproces, der medførte kontinuitet i åbenbaring og indre oplysning. I virkeligheden er den tidsperiode, hvor den sidste indvielse gennemgås, ganske enkelt et højdepunkt og et imponerende udtryk for erkendelsen af og hensigten med alle tidligere erfaringer. Det er den Ene Indviers indfrielse af det første løfte, der nogensinde er givet til 'tankens sønner', da de oprindeligt begyndte deres forløsende arbejde, og det er 'en pludselig opflammen af en individuel stråleglans og dens syntese ved indvielse med helhedens stråleglans' …

Det 'område for løftet', hvor den guddommelige tanke projiceres, styres og fastholdes i overensstemmelse med den planetariske Logos' oprindelige impuls, findes på de kosmiske niveauer, og dér forbliver det uforanderligt. Det er det, der gør, at Sanat Kumara i sit rådskammer i Shamballa står urokkeligt ved alle de livsvæseners side, der gennemgår forløsning, og hos alle, der er formidlere af den forløsende proces, indtil 'den sidste trætte pilgrim har fundet vejen hjem'. Disse formidlere er menneskehedens sønner, der – hver og én – til sidst vil vise naturen af deres høje kald 'i himlens forgård' og ved indvielsesstedet. De vil bevise over for alle, der kan forstå manifestationens betydning, at de igen 'fuldt ud er blevet det, som de altid har været'. Stoffets slør er nu fjernet, og deres indre kan udstråle sin glans, og da det forløsende arbejde nu er afsluttet, 'kan de gå med stråleglans i det skabende arbejde'. Her citeres nogle ord, som Kristus sagde ved en indvielse, da han talte til en gruppe af nyindviede."

Alice A. Bailey: Discipelskab i den Nye Tidsalder, II, s. 425-427