Foran de egyptiske templer placerede de gamle egyptere to gigantiske granitsøjler, som i nutiden kaldes obelisker. Obeliskerne er store (mange er 25-30 m høje), enormt tunge (flere vejer 250-450 tons) og vanskelige at håndtere. Det er logisk at antage, at der har været gode grunde til at udhugge dem, transportere dem og opstille dem foran templerne. Den ene obelisk er en smule højere end den anden. Den var symbol på den positive pol og repræsenterede derfor ånden, mens den anden var en smule mindre, og den symboliserede den negative pol og repræsenterede stoffet. Og mellem disse søjler eller poler opstod der i overensstemmelse med naturloven en tredje usynlig søjle. Den var usynlig ligesom magnetens magnetisme og batteriets elektriske strøm. Dette usynlige kraftfelt repræsenterede sjælen eller "det højere selv".

Når de gamle egyptere gik ind gennem templets port for at deltage i ceremonierne på det hellige område, skulle de passere mellem søjlerne. Sandsynligvis udførte man ikke det enorme arbejde med at fremstille, transportere og opstille søjlerne alene for at minde egypterne om forholdet mellem ånd og stof, eller for at gøre de besøgende opmærksom på, at man træder ind i templet som en sjæl og ikke som en personlighed. Åndsvidenskabens forskere oplyser, at templerne blev grundlagt på æteriske energilinjer − de såkaldte nadier[1] eller ley lines − i Jordens organisme, og obeliskerne ved templets indgang blev anbragt på magnetiske punkter efter samme princip, som når en akupunktør anbringer nåle for at frigøre energiophobninger i patientens æteriske krop. Desuden opfangede den guldbelagte pyramidetop Solens lys. Solens og Jordens energi udgjorde en polarisering, som skabte en energi inde i selve obelisken, og i samspillet mellem et to obelisker dannedes der et æterisk energifelt mellem søjlerne, som direkte påvirkede templets besøgende − sandsynligvis på et dybere plan end det æteriske. Ofte placerede egypterne desuden obelisker parvis langs templets akse, og det er sandsynligt, at de fungerede i et energimæssigt samspil med obeliskerne ved templets indgang, og med den energilinje, der udgjorde templets akse eller "rygsøjle".

Sten, der er anbragt langs æteriske meridianer[2] eller ley lines

Obeliskerne ved tempelporten repræsenterede på denne måde en trefoldighed, der bestod af ånd, sjæl og legeme, og denne trefoldighed er samtidig udtryk for menneskets totalitet. En gammel skrift oplyser:

"I sine trefoldige strømme,

der rummer de positive, negative

og neutrale egenskaber,

manifesterer ånden sig som

Det store åndedrag."

_________________________________

[1] En nadi er en psykisk nervekanal – en æterisk genpart af de fysiske nerver. Kroppen er gennemvævet af nadier, som nerveenergierne strømmer igennem.

[2] Meridianer er et system af energibaner i den klassiske kinesiske og japanske akupunktur.

_________________________________