Kemal - den "fuldkomne"
En skolelærer, der så Mustafas specielle egenskaber allerede da han var dreng, gav ham navnet Kemal, der betyder “fuldkommen”. Og han var speciel. Han havde en værdighed og en reserverthed, der holdt ham væk fra de andre drenge. Han nægtede at deltage i deres barnlige lege. Mustafa Kemal var fjern, stille, viljefast, stolt af sin tyrkiske arv og samtidig fascineret af de udenlandske metoder i Salonika. Da han blev klar over, at familiens fattigdom ville forhindre ham i at opnå en profession, ønskede han optagelse i en militærskole allerede som tolvårig, for at forberede sig til en militærkarriere. Mustafa Kemal var en seriøs studerende, der hurtigt viste en sikker forståelse for militærets metoder.
Det ottomanske rige var på den tid blevet undermineret både ude fra og inde fra. Kort efter, at Mustafa Kemal havde taget den afsluttende eksamen som officer, fik de unge tyrkere kontrol over statsmagten. Men han deltog ikke i deres indsats, da han mente, at de ikke var i stand til at forestille sig de rigtige revolutionære reformer, sådan som han forudså dem for Tyrkiet. Han gjorde tjeneste på forskellige militærposter og fik ry som en særdeles dygtig officer og blev national helt ved Gallipoli-slaget i Første Verdenskrig, mens han i hemmelighed med venner planlagde en eventuel omstyrtelse af den statsmagt, han tjente.
Planer om demokrati
I denne periode begyndte Mustafa Kemal sammen med nogle få venner at formulere Tyrkiets fremtid. Hans militære udnævnelser førte ham til Mellemøsten og til Bulgarien, der var en vestorienteret nation, og det overbeviste ham om, at Tyrkiet også skulle omdannes til et demokrati styret efter vestlige begreber. De gamle metoder, som blev symboliseret af sultanaterne og kalifaterne (muslimske politiske departementer), skulle ophøre – de var årsag til det ottomanske riges nedbrydning, og de ville forhindre Tyrkiet i at følge med verden ind i det tyvende århundrede. Mustafa Kemal var instinktivt vestlig i sine synspunkter:
“I tænkning og metode var han vesterlænding, på trods af at han hverken var det af fødsel eller opvækst, men af et dybt rodfæstet instinkt. Han forstod, at kun i Vesten kunne han finde den konstruktive ånd, der var i stand til at forme fremtidens samfund. Han afskyede de kneb og manipulationer, den udenomssnak og de unøjagtigheder i tænkning og tale, der fandtes ved den obligatoriske fremgangsmåde i orientalsk politik.”[1]
_________________________________
[1] Lord Kinross, Atatürk, p. 55
_________________________________
|
