Byen med de Gyldne Porte og dens omgivelser skal beskrives, før det usædvanlige system, der forsynede dens indbyggere med vand, skal forklares. Byen var omgivet af et smukt, skovrigt og parklignende landskab. Spredt ud over en stor del af dette landskab lå de velhavende klassers villaresidenser. Mod vest var der en bjergkæde, som forsynede byen med vand.

Byen var bygget på skråningerne af et højdedrag, som rejste sig omkring 150 meter over den omgivende slette. På toppen lå kejserens palads med haver, og i midten vældede en evig strøm af vand op af jorden. Den forsynede først paladset og havens springvand, og flød derefter ud i fire retninger og via vandfald ned i en kanal eller voldgrav, der omgav paladsets grund, og på den måde var paladset adskilt fra byen, som lå længere nede til alle sider.

Fra denne voldgrav førte fire kanaler vandet gennem fire bydele til vand-fald, der igen forsynede en anden ringformet kanal på et lavere niveau. Der var tre af disse kanaler, som dannede koncentriske cirkler, hvor den yderste og laveste stadig lå over slettens niveau. En fjerde kanal på dette niveau, modtog det rindende vand, og førte det til sidst ud i havet.

Som det fremgår af ovenstående, havde indbyggerne en aldrig svigtende forsyning af rent og klart vand, som hele tiden strømmede gennem byen, samtidig med at de øverste bælter og kejserens palads var beskyttet af en række voldgrave, som lå stadig højere, efterhånden som man nærmede sig centret.

I sin storhedstid havde Byen med de Gyldne Porte mere end to millioner mennesker inden for sine fire voldgrave. Ingen har nogen sinde forsøgt at bygge en tilsvarende vandforsyning, hverken i den græske eller romerske tid eller i nutiden – ja, det er endog tvivlsomt, om nutidens dygtigste ingeniører overhovedet kunne skabe sådant et resultat selv med ubegrænsede midler til rådighed.

Selvom vandforsyningen i Byen med de Gyldne Porte var fantastisk, var de atlantiske luftskibe endnu mere utrolige. Luftskibene må betragtes som den tids private biler, hvis man ser på det beskedne antal mennesker, der ejede dem, for de må uden tvivl have været vanskelige og dyre at producere.

De var som regel ikke bygget til mange personer. Nogle var beregnet til to, mens andre havde plads til seks eller otte passagerer. I den senere tid, da krig og ufred havde gjort ende på guldalderen, var søgående slagskibe i stor udstrækning blevet erstattet af luftskibe, der kunne medbringe 50 og i nogle tilfælde helt op til 100 soldater.

Men det mest interessante spørgsmål er den kraft, der blev brugt til at flyve luftskibene. I begyndelsen ser det ud til at have været "personlig vril". Vrilkraft er endnu ikke genopdaget af naturvidenskaben, men vrilkraft var æterisk af natur.

Luftskibenes tophastighed var omkring 160 km i timen. Og kursen var aldrig en lige linje, men altid lange vertikale bølgebevægelser. Flyvehøjden var kun et par hundrede meter. Lå der højere bjerge undervejs, skulle man flyve uden om dem. Den tyndere luft i højderne kunne ikke levere den nødvendige bærekraft.