I historien træder personer, som er anerkendte på grund af deres store viden og klogskab, frem og fortæller åbenhjertigt og detaljeret om Atlantis. Platon er bare én af dem. Man respekterer ham for hans utrolige klogskab, som trods alt er grunden til, at han stadig er aktuel i dag ca. 2.500 år senere, men når han giver detaljerede oplysninger om Atlantis, betragtes hans viden pludselig som tåbelige fantasier, i stedet for at betragte Atlantis-teorien som en teoretisk mulighed.

Platon levede 427-347 f.Kr. og i Platons to dialoger: Dimarnas akritias beskriver Atlantis. Platons kilde til Atlantis er Solon. Solon[1] levede 638-558 f.Kr. – altså ca. 200 år før Platon skrev sine dialoger. Solon rejste til Egypten omkring 570 f.Kr., hvor han besøgte det blomstrende centrum, Saïs i Nildeltaet. I templerne hørte han om Atlantis fra præsterne.

Efter Solons beskrivelse af Atlantis kan man tidsfæste Atlantis-katastrofen til omkring 9570-9590 f.Kr. C.W. Leadbeater, som ved hjælp af clairvoyance har hentet informationerne i Akasha-kronikken (planetens hukommelse), har fastsat den sidste Atlantiske katastrofe til 9564 f.Kr. Platon skriver, at i begyndelsen af Atlantis-perioden var alt såre godt, og egypterne taler også om tidligere tider, hvor gudekonger regerede Egypten, og hvis man skal tro Herodot, som opholdt sig i Egypten ca. 450 f.Kr., var der ingen "guder" blandt de godt 300 konger eller faraoner, de opregnede for ham. Gudekongernes epoke lå derfor endnu længere tilbage i tiden.

Edgar Cayce[2] bekræfter Atlantis' eksistens, og han oplyser, at mange atlantidere flygtede til Egypten før Atlantis-katastrofen indtraf.

Martinus[3] − den danske clairvoyante − oplyser, at den store pyramide blev bygget af et atlantisk broderskab – ikke af faraoner fra Gamle Rige som påstået af egyptologerne.

Åndsvidenskabens forskere fortæller, at Atlantis blev ødelagt af en række naturkatastrofer af forskellig karakter, der varierede fra store oversvømmelser, hvor store landområder og deres befolkninger forvandt, til relativt ubetydelige jordskred, man ser dem rundt omkring på Jorden i nutiden. Da ødelæggelsen først var begyndt med den første store naturkatastrofe, var der ingen afbrydelse i de mindre jordskred, som langsomt men sikkert fortsatte med at fortære kontinentet.

Fire af de store katastrofer overgår alle de andre. Ifølge åndsvidenskaben fandt den første sted for omkring 800.000 år siden. Den anden, som var mindre vigtig, indtraf for ca. 200.000 år siden. Den tredje − for omkring 80.000 år siden − var til gengæld meget omfattende. Den ødelagde alt, hvad der var tilbage af det atlantiske kontinent med undtagelse af den ø, Platon kaldte Poseidonis. Poseidonis sank til sidst ved den fjerde og sidste store katastrofe 9564 f.Kr.

Marcellus[4] taler om syv øer i Atlanterhavet og siger, at indbyggerne har bevaret erindringen om en langt større ø − Atlantis − "som i lang tid havde magt over de mindre øer".

Diodorus Siculus[5] fortæller, at fønikierne opdagede "− en stor ø i Atlanterhavet hinsides Herakles Støtterne mange dages sejlads fra Afrikas kyst".

Også gallerne havde overleveringer om Atlantis, og de blev samlet af den romerske historieskriver Timagenes[6], som levede i det sidste århundrede f.Kr.

De britiske keltere havde en legende om, at en del af deres land engang strakte sig langt ud i Atlanterhavet, og at deres del også blev ødelagt af katastrofer. I de walisiske overleveringer nævnes tre katastrofer.

_________________________________

[1] Solon (638–558 f.Kr.) er kendt som en af oldtidens Grækenlands syv vismænd.

[2] Edgar Cayce (1877-1945) − amerikansk psykisk, som havde evnen til at give svar på spørgsmål om emner som healing eller Atlantis, mens han var i hypnotisk trance.

[3] Martinus Thomsen (1890-1981) − kendt som Martinus − var dansk forfatter og mystiker, født og opvokset i Sindal.

[4] Marcus Claudius Marcellus (ca. 268-208 f.Kr.), blev fem gange valgt som konsul af den romerske republik. Han var en vigtig romersk militær leder under den galliske krig 225 f.Kr. og under den anden puniske krig.

[5] Diodorus Siculus var græsk historiker, der havde sin storhedstid mellem 60 og 30 f.Kr. Diodorus' universelle historie − som han kaldte "Bibliotheca historica" ("Historisk Bibliotek"), bestod af 40 bøger hvoraf 1-5 og 11-20 overlevede.

[6] Timagenes var græsk forfatter, historiker og underviser i retorik. Han kom fra Alexandria. Byen blev erobret af romerne i 55 f.Kr., og Timagenes blev bragt til Rom.

_________________________________