Næstekærlighed
På baggrund af disse tanker er det indlysende, at man ved påsketid skal forsøge at afstemme tankerne med de højeste aspekter af næstekærlighed. Måske er det nemmere at forstå, når man har læst følgende citat, hvor den tibetanske mester giver en definition af kærlighed. Han siger:
"Kærlighed er ikke at have en hengiven mentalitet eller at være i besiddelse af en kærlig natur. Egenskaberne er sekundære og et resultat af kærligheden. Når menneskets intuition er udviklet, vil både hengivenhed og en udstrømmende kærlig ånd nødvendigvis komme til udtryk i den reneste form, men det, der skaber disse egenskaber, er noget langt dybere og mere omfattende. Det er en synteseskabende og omfattende forståelse af livet og alle skabningers behov (det er bevidst at de to ord er valgt), som det er en gudesøns ret at arbejde for. Forståelse afviser alt det, der skaber barrierer, kritik og isolation. Den ser ingen forskel, selv ikke når den vurderer behov, og for det menneske, der viser kærlighed som sjæl, skaber den en umiddelbar identifikation med den, kærligheden rettes imod".[1]
Et andet sted siger Djwhal Khul:
"Kærlighed er i virkeligheden − esoterisk set − indsigtsfuld forståelse og en skarp evne til hurtigt at opfatte årsagen til en situation. Konsekvensen er, at man undlader kritik og arbejder videre i tavshed. Den kan først komme til udtryk, når tavshedens begrænsende side er væk, når det ikke længere er nødvendigt at skabe ro i sin lavere natur og i idéernes mange stemmer for at forstå og identificere sig med det, der skal have kærlighed. Er det muligt at se skønheden i begrebet og forstå naturen af det tavse dyb af sand forståelse?"[2]
Til de to definitioner af kærlighed − der berører kærlighedens højeste aspekt − kan man tilføje det, som iflg. Djwhal Khul skal være disciplens mål, når det drejer sig om at praktisere kærlighed. Han siger:
"Når kærlighed til alle skabninger − uanset hvem de er − så småt erkendes i disciplens hjerte uden at bekymre sig om sin egen person, er det tegn på, at disciplen nærmer sig indvielsens port, og at de nødvendige, forberedende løfter kan afgives. Løfterne er nødvendige, før mesteren kan bekendtgøre disciplens navn som aspirant til indvielse. Når disciplen ikke lader sig påvirke af personlighedens lidelse og smerte − når det er blevet irrelevant, om disciplen møder lykke på sin vej eller ej − når det eneste formål med livet er at tjene og frelse verden − og når andre menneskers behov har større betydning for disciplen end egne behov − først da overstråler kærlighedens ild dette menneske, og verden kan varme sig ved disciplens fødder. Kærligheden skal have vist sin værdi i praksis, og ikke kun være en teori eller et unyttigt ideal eller en smuk følelse. Den skal udvikles i livets prøver og modgang, og livets primære impuls skal gå i retning af selvopofrelse og villighed til at ofre den lavere natur".[3]
_________________________________
[1] Alice A. Bailey: Blændværk, et verdensproblem, s. 4-5
[2] Alice A. Bailey: Hierarkiets fremtræden, s. 105
[3] Alice A. Bailey: Indvielse - menneskelig og solar, s. 199-200
_________________________________
|