En anden vigtig forandring fandt sted i begyndelsen af det 20. århundrede. Kort efter afslutningen på Den Første Verdenskrig, hvor Vandbærer-tidsalderen nærmede sig inden for de kommende godt 100 år, mødtes mestrene og lagde planer for en gennemgribende indsats, der skulle kulminere i sidste del af det 20. århundrede. På det tidspunkt indeholdt de nye planer de første stadier af Hierarkiets fremtræden, og i det mindste de tidlige stadier af Kristi genkomst på astralplanet.

De nye planer − der bl.a. omhandlede Kristi genkomst − var hovedårsagen til, at Den Nye Verdenstjenergruppe blev dannet. Det blev besluttet, at der ud af de eksisterende grupper skulle samles en gruppe, der skulle bestå (ligesom Hierarkiet) af mennesker fra alle racer, af alle typer og med forskellige egenskaber.

Denne gruppe skulle være en miniaturekopi af Hierarkiet, og medlemmerne skulle arbejde subjektivt, så de ikke blev genkendt af omverdenen − på samme måde som mestrene, der arbejder bag scenen uden en fysisk organisation. At deres tanker og indsats kan vise sig i særlige aktiviteter på det fysiske plan er rigtigt, men først og fremmest gælder det de mennesker, der kan arbejde ud fra det “høje og hemmelige sted”. Deres indflydelse viser sig stille og roligt.

På trods af at disse seniordisciple lever langt fra hinanden på det fysiske plan, kan de med deres udviklede telepatiske evner opretholde en forbindelse med hinanden og til Hierarkiet. De har desuden opnået forskellige grader af bevidsthedskontinuitet. Sammenlignet med tidligere grupper arbejder de på en højere drejning af evolutionsspiralen.