Den syvende Plejades mysterium

Den græske lærde, filosof og astronom, Eratosthenes (276-194 f.Kr.), havde som chef for Alexandrias berømte bibliotek adgang til enorme mængder viden og beskrev Plejaderne som ”de syv stjerner, hvoraf den ene ikke er synlig”. Allerede Hesiod (700-tallet f.Kr.) oplyser, at denne syv-stjernegruppe repræsenterer ifølge den gamle stjernemytologi Atlas’ syv døtre.

Atlas var mytologisk giganten, der ude ved Atlanterhavet bar himmelkuglen på sine skuldre. Atlas’ ene datter, stjernen Elektra, forsvandt på himlen − og det sagnomspundne Atlantis, hun også nævnes i forbindelse med, forsvandt i Atlanterhavet. Med de gamle egypteres velkendte flertydighed i deres tekster kan Plejaderne som ”de fugtige eller våde” i forbindelse til regn og oversvømmelse desuden hentyde til denne legendariske oversvømmelse.

Skønt vi især opfatter seks Plejader på himlen, er det et markant faktum hele vejen fra det gamle Grækenland og tværs over Stillehavet og − bemærk − i før-columbiansk Amerika, at beretningerne alle vegne fortæller om ”de syv stjerner, hvoraf den ene er forsvundet”.

Gajus Julius Hyginus (64 f.Kr.-17 e.Kr.), latinsk forfatter og af kejser Augustus udnævnt til chef for det Palatinske Bibliotek, skriver i sit værk ”Astronomica” (Poeticon Astronomicon, 2.21): ”… Plejaderne bliver kaldt syv i antal, men kun seks kan ses …”.

I alle de nævnte lande og steder ses denne stjernehob ydermere betegnet som “de unge kvinder” eller “piger”. Stjernehoben blev opfattet på denne måde hos de gamle hebræere såvel som hos Amerikas coyote-indianere i Oregon og iroqueser-indianere.

Også hos f.eks. dyakkerne og malajerne på Borneo var disse stjerner eksakt nummereret som “syv, af hvilke den ene er usynlig”. Og hos de australske aboriginals, der også kaldte dem “de unge piger”. Ligeledes benævnes de med dette navn på Solomon-øerne i Stillehavet. Også på Nord-Sumatra kaldes de − ofte med traditionel henvisning til den seks-stjernede udgave − “Bindtang Tudjohc”, dvs. ‘af de syv stjerner’.

Alt dette synes i opfattelsen af stjernesystemet at kunne referere til en meget højere alder, end de fleste historikere normalt forestiller sig at kunne acceptere. Gamle udbredte civilisationer fra forhistoriske tider, og som nu spores eller opdages mere og mere − kunne have eksisteret adskillige steder på jorden. Og fra nogle af disse forbindelser synes hebræerne, grækerne og egypterne at have været i besiddelse af en sådan arv − ”de syv kvinder”, ”kilder af velsignelse”, ”de fugtige/vandgivende” − og har videreført den.