Plejaderne kan vise skudmåned

På Nebra-bronzeskiven vises Månen ikke som en begyndende nymåne, men som en 4-5 dage gammel nymåne. Astronomen Ralph Hansen fra Hamburg udforskede skivens stjerneforhold og bemærkede sig netop, der ikke er en aftegning af en spinkel månebue som normalt for en nymåne, men at denne ses med en større tykkelse − som den altid viser sig op til sit 5. døgn.

I ”Mul-Apin” − babyloniernes berømte stjernefortegnelse fra 7.-6. årh. f.Kr. − findes en regel, der direkte genkendes allerede som tidligt afspejlet i udformningen af skiven fra Nebra.

Ralph Hansen omtaler netop ”Mul-Apin” som et kompendium af ”... astro­nomisk viden opsamlet fra de tidligste tider”. Dette bl.a. ifølge The Times (Times On Line), March 02,2006.

Navnet for den pågældende liste ”Mul-Apin” er nutidigt − her er der simpelthen brugt listens allerførste ord, nemlig et babylonisk navn for de første stjerner i den himmelsektor, som vi kalder Vædderen. Om denne stjernegruppe anvendte babylonierne også betegnelsen hunga, ’daglejer’. Her begyndte året − og Dyrekredsens stjernerække.

Fra sine pionér-udgravninger i oldtidens babyloniske byer udgav assyriolo­gen George Smith bl.a. dette værk: ”Assyrian Discoveries” (London 1875). Heri gengiver han (s. 405) fra MulApin-listens tekst: ”... Hvis det sker på den første dag af Nisannu (årets første babyloniske måned), at Månen og stjerne(rne) Mul-mul (Plejaderne) står sammen, er året fuldt ...”. Den sidste del betyder eller indebærer, at her er Plejaderne synlige temmelig længe efter solnedgang, og at det er så tidligt om foråret, at det er nødvendigt at indføje en 13. måned.

Med andre ord, idet solåret (365 dage) ikke passer helt sammen med 12 måne-bestemte måneder (354 dage), havde mange kulturer indført en skudmåned. Denne 13. måned skulle, bl.a. ifølge ”Mul-Apin”, kun blive indsat i måneårets kalender, når Månen viste sig ved Plejaderne på den særlige måde.

Denne opstilling er nøjagtigt, som den allerede fremtræder på bronzeski­ven fra Nebra. På passende tidspunkter har man simpelthen holdt skiven op mod himlen og målt, om Månen og Plejaderne korresponderede med billedet på skiven, hvilket skete hvert andet eller tredje år, hvorved man så havde sikkerhed for, at en skudmåned kunne indføjes.

Månen og Plejaderne

På Nebra-bronzeskiven er der foruden det buede månesegl anbragt to andre, mere flade, bueformede figurer indsat under sol- og månesymbo­lerne på Nebra-skiven. Disse buer har forskere, bl.a. prof. Francois Berte­mes fra Halle-Wittenberg Universitetet, plausibelt sat i relation til det gamle Mellemøstens ideer om f.eks. ”solbåden”, en repræsentation af so­lens glidende bevægelse i fast styret retning − også gennem natten, når den ikke kan ses.

Disse buer er forsynet med regelmæssigt indsatte markeringer. De kan her foreslås at de evt. kunne have fungeret som en varig huskeanordning, der indikerer måneårets manglende dage. Når skiven brugtes som sigteinstru­ment, kan markeringerne, ikke usandsynligt, have tjent til opdeling af horisonten angående f.eks. bestemte stjerners opgangssteder.

Fra oldtidens stjernekyndige i Babylon, Grækenland og Rom findes optegnelser eller regler, som i mere astrologisk retning omhandler et him­mellegemes natur med ændringer i kvalitet afhængig af det stjernebillede, det befinder sig i. Det ses f.eks. i oldtidsastronomen Ptolemæus’ værk ”Tetrabiblios” (bog 1;20). Almindeligvis er det specificeret til et bestemt sted inden for hvert stjernebillede. Og ved beregninger ud fra placerin­gerne på stjernehimlen i antikken viser det sig, at disse bestemte steder er positionerne for nogle af de vigtigste fiksstjerner. Eksempelvis betegnes Månens kvalitet som ”ophøjet”, når selve Månen befinder sig i positionen i 2 grader i Tyren. Netop på den position fandtes Plejaderne.

Denne sammenbringning − igen − af Måne og Plejader er interessant, når Plejaderne var kendt som kalendermarkør for forårsregnens eller forårs­oversvømmelsernes komme, og når Månen i sig selv kan være udløsende for oversvømmelser og meteorologisk for regn.