PLEJADERNE
OG FORHISTORISKE
KULTURER
Af Ove von Spaeth
Du kan frit downloade artiklen "PLEJADERNE OG FORHISTORISKE KULTURER" af Ove von Spaeth. For at kunne læse filen, skal du have programmet Acrobat Reader, som du kan hente på www.adobe.com/dk - det er gratis. Materialet downloades ved at klikke på pdf-filen i ruden til højre.
OBS!
Klik på den øverste artikel til højre, hvis du ønsker at downloade artiklen.
Klik på den nederste artikel, hvis du ønsker at læse den på internettet. Du kan vende artiklens sider ved at klikke på sidernes hjørner!
 Vi har brug for din støtte
VisdomsNettet er en fond, der ikke ejes af nogen, og alle arbejder gratis. Arbejdet opretholdes alene af donationer, og alle bidrag er altid velkomne. Dit bidrag kan indsættes på… Danske Bank - Reg. 1551 - konto nr. 16-973-335 - SWIFT-BIC: DABADKKK - IBAN: DK11 3000 0016 9733 35
På forhånd tak!
PLEJADERNE
OG FORHISTORISKE
KULTURER
Hvad skyldes det, at der Jorden rundt
findes traditioner med ensartede forestillinger
om bestemte stjernebilleder?
Arv fra tidligere civilisationer?
Søfarere på langfart har altid navigeret
ved hjælp af stjernerne, men det behøver ikke
nødvendigvis at være eneste måde for udbredelsen.
Det kosmiske stjerneur
De mere sjældne, ekstremt store naturkatastrofer rammer jordkloden således, at deres forekomst set over meget lange stræk fremstår som noget af et periodisk fænomen. Sådanne cykliske, destruktive hændelser af megastørrelse er foregået flere gange - og vil ske igen. Dette er et koncept, der kendtes ikke alene hos de gamle grækere som Heraklit, Aristarchus og Hesiod - men også i Bibelen og hos hinduer, buddhister og persiske zoroaster-tilhængere, hvor ideen om verdens store omvæltninger indgår som en del af deres lære; og den kendes ligeledes i den nordiske mytologi som ragnarok eller Vølvens spådom.
Eksempelvis Bibelens Noah-beretning om en kæmpeoversvømmelse i Mellemøsten er normalt beregnet til at være sket for ca. 6.000 år siden - og en sådan lignende oversvømmelse, der netop så fint passer til den omtalte, er blevet præcist bekræftet via talrige undersøgelser og opdagelser i Irak såvel som ved Sortehavets kyster.
En endnu tidligere omgang findes i oldtidsberetningernes omtale af kontinentet Atlantis og dets kulturs undergang ved oversvømmelsen fra Atlanterhavet, nu for ca. 11-12.000 år siden. Retningen af jordklodens akse flytter langsomt og bestandigt sin position i en storcyklus med forløb à ca. 26.000 år (kaldet et Platonisk år).
Netop for 11-12.000 år siden pegede Jordens akse direkte mod den meget lysstærke stjerne Lyra, der altid var kendt som den sande Nordstjerne. Det medførte, at denne jordakse på nævnte tidspunkt havde et sammenfald med Verdens-aksen. Og Verdens-aksen udgør en direkte ret linje på langs med Mælkevejens tværs over hele himlen, idet den forbinder de tre overhovedet kraftigste stjerner, nemlig Lyra, Sirius og Canopus.
Verdens-aksen udgør en fast linje, mens Jordens akse med sin fortsatte positionsbevægelse nærmest er som viseren på en kosmisk urskive, og hvor den markerer de skiftende verdens-æraer.
At alle tidligere kulturer har været stærkt optaget af stjerneverdenen - som medspiller i de jordiske livscyklusser - findes der mangfoldige tegn på. Antropologer har hos kulturer over hele verden fundet en evig beskæftigelse med stjerneverdenen og en konkret seriøs optagethed heraf, og som traditionelt fører tilbage i utallige generationer.
Så hvis beretningen om Atlantis og dets undergang har haft en konkret baggrund, hvad en række interessante indicier synes at bidrage til at tydeliggøre, ville man dengang uundgåeligt have bemærket sammenfaldet af de to stjernerelaterede aksers positioner. Dette i en æra, der således forløb simultant med Atlantis-kontinentets kataklysmiske destruktion, hvilket man ville have anset som afslutning på en verdens-æra og starten på en ny cyklus.
Stjernebilleder hos fortidsfolk. - T.v.: Orion,
for 33.000 år siden, udskåret i mammuttand.
|
