1. Ashramen pulserer af liv. Dens udstråling trænger ud i det ydre mørke. De afventende aspiranter kommer alle alene – én efter én kommer de til syne i lysskæret.
2. Aspiranten går langs lysskæret mod det centrale lyspunkt – mesteren i sin ashram. Mesteren venter. Han træder ikke frem, men arbejder i stilhed med sin udstråling.
3. Aspiranten træder ind ad porten til ashramen og står foran sit livs mester. Aspiranten har en erkendelse af at være en sjæl, og en viden om, at tankesindet og alle de lavere naturkræfter nu skal udstråle det lys, der er opnået.
4. Én efter én finder aspiranterne vej til ashramen og til det centrale lys, og derved intensiveres deres eget lys. Ashramens udstråling vokser med stor intensitet. Det mindre lysskær, der er fokuseret i aspirantens hjerte og styret af øjet, trænger lidt efter lidt ud i det ydre mørke og ses af de, der venter.
5. Jeg har fundet min plads i ashramen. Mit mindre lys smelter sammen og forenes med det større lys, for på den måde kan jeg bedst tjene. Jeg står over for mesteren og véd, at hans lys og mit er det samme. Jeg vender mig og sender mit lys ud i mørket for at lede en vandrer hjem.
6. Skænk mig lyset, så jeg kan udsende lys. I denne verden af tid og rum ønsker jeg at udsende lys, at skabe et lys, at overføre lys, at betræde den oplyste vej (der er mit oplyste selv), og at træde ind i lyset for at kunne give lys til de, der har behov for det, og også til de, hvorfra det kom.

Alice A. Bailey: Discipelskab i den Nye Tidsalder, II, s. 615-616