Ubevidsthed

Konsekvensen af den åndsvidenskabelige teori er, at der ikke eksisterer ubevidsthed. Alt i Universet er bevidst. Den italienske psykolog Roberto Assagioli understreger, at der heller ikke findes nogen egentlig ubevidsthed i mennesket:

"Der er en tendens til at tale om det ubevidste som en definitiv virkelighed eller enhed. Det viser, hvor nemt den måde, man bruger ordene på, kan fordrejes og få et emne på afveje. Man bør tænke på det ubevidste som noget, der tilføjes, og som en midlertidig og foranderlig tilstand af psykiske elementer og aktiviteter, man ikke har kendskab til i øjeblikket. Noget, som man er bevidst om på ét tidspunkt, synker ned på de ubevidste niveauer på et senere tidspunkt og omvendt hele tiden. Påvirkninger og elementer fra det ubevidste viser sig hele tiden i bevidsthedsområdet. Mellem disse to områder finder en uafbrudt udveksling sted. Desuden skal man kunne se den fundamentale forskel, der findes på den del af det ubevidste, som er ustruktureret og udifferentieret, og den del, der består af ordnede psykiske strukturer med forskellig oprindelse og forskellig grad af kompleksitet."

Roberto Assagioli: Skabende Meditation

På trods af denne logik påstår naturvidenskaben stadig stædigt, at bevidsthed alene er et produkt af aktivitet i menneskets hjerne. Og når bevidsthed produceres af hjernen, kan bevidstheden naturligvis ikke fungere uafhængig af hjernen. Derfor fastholder hjerneforskerne, at når et menneske dør, holder hjernen op med at producere bevidsthed.

Naturvidenskabens forskere siger, at et menneskes bevidsthed udelukkende er et udtryk for et komplekst samspil mellem forskellige dele af hjernen. Det kan eksempelvis være sanseindtryk som lyde, syn og lugte. Sammen med indtryk fra hukommelsen giver det mennesket en platform, det kan handle ud fra. Et menneske er bevidst om sig selv og sin omverden, og det er i stand til at reflektere over begge dele.

Når disse forskere taler om bevidsthed, tager de som regel udgangspunkt i Descartes' dualistiske teori fra 1600-tallet. Den dualistiske teori er i dette tilfælde baseret på forholdet mellem bevidstheden og omgivelserne. Descartes tog udgangspunkt i en skarp adskillelse − en dualisme − mellem på den ene side det indre, subjektive, bevidstheden eller sjælen, og på den anden side den ydre, objektive verden. Descartes ønskede at forklare, hvordan den indre bevidsthed kunne få viden om den ydre verden, som den er helt forskellig fra. Det er sjælen, der ifølge Descartes gør mennesket til noget særligt i forhold til de øvrige dyrearter. Sjælsbegrebet svarer til det, psykologer kalder psyken. Teorien blev begyndelsen til psykologien, der som bekendt er læren om psyken.

Der findes flere forsøg på at komme med en løsning på dette problem, og eksempelvis påstår man, at bevidstheden består af en række indre sanseindtryk, som subjektet passivt modtager fra den ydre verden. Dette standpunkt kaldes empirisme. Det er ensbetydende med, at al viden om verden er hypotetisk, fordi denne viden er udtryk for sansernes forhold til et rum, de er adskilt fra og helt anderledes end mennesket selv.