Selvbevidsthed

Naturriget over dyreriget og det efterfølgende bevidsthedsstadie er menneskets bevidsthed. Mennesket er individualiseret. Det oplever, at det er et selvstændigt individ − at det har et "selv". Derfor er den menneskelige virkelighedsopfattelse karakteriseret ved selvbevidsthed. De nævnte tre aspekter – den, der opfatter, selve opfattelsen og det, der opfattes – fungerer nu klart adskilt. Selvbevidsthed fører til en grundlæggende splittelse − og ofte et direkte modsætningsforhold − mellem "selvet" og omgivelserne. Selvbevidstheden medfører derfor, at "selvets" betydning set med "selvets" egne øjne bliver altdominerende. Alt i omgivelserne vurderes efter, om det kan give "selvet" noget godt eller dårligt − nydelse eller smerte. Konstant vil "selvet" forsøge at søge og øge nydelsen og undgå eller reducere smerten. I begyndelsen vil det ske med stor egoisme og blottet for hensyntagen til omkostningerne for andre − mennesker, dyr, planter og mineraler.

Efter mange inkarnationer med mangfoldige lidelser på grund af utallige konflikter med omgivelserne begynder mennesket at erkende, at oplevelsen af adskillelse er en illusion. Det begynder at forstå, at årsagen til lidelserne er, at "selvet" opleves som det eneste virkelige. Denne erkendelse er begyndelsen til det tredje stadie: Højere eller universel bevidsthed.

Når den universelle bevidsthed begynder at tone frem, vil "selvet" opleve, at det i virkeligheden ikke er adskilt fra omgivelserne, men er ét med dem. For som omtalt i begyndelsen af artiklen, er der kun ét liv i Universet − det Ene Livsvæsen eller Gud, der har manifesteret sig i Universet og udtrykker sig igennem naturens mangfoldige former. Den lange differentieringsproces er forbi, og syntesen begynder. Det er det, der i religionerne omtales som tilbagevenden til Faderens hus.