Ifølge disse tekster er det helt klart, at kongen på et bestemt tidspunkt har sigtet mod "punktet Akh" i "Tyrelåret". Professor H. Brugsch var helt klar over dette, men kunne ikke give nogen forklaring på, hvordan orienteringen blev foretaget. Om snoren siger han:

"Hvilken rolle snoren har spillet ved orienteringen mod det nordlige punkt er vanskeligt at påvise. Så meget står dog fast, at det ikke kan have været nogen målesnor".

Der oplyses altså intet om brugen.

Professor Johannes Dumichen gjorde opmærksom på at:

"Snoreudspændingen skete ved hjælp af en snor, der blev udspændt mellem to pæle, og snoren skulle sørge for, at bygningsværket var fuldstændig retvinklet. De egyptiske tekster fastslår, at der ikke er tale om en tom hypotese".

Foruden hovedaksens orientering i himmelretningen syd-nord blev også den anden akse stukket ud ved hjælp af de samme pæle og snoren. Det forudsætter, at en af pælene først er anbragt i templets midtpunkt. Aksen syd-nord kræver nu en pæl nr. 2, og aksen øst-vest kræver yderligere en pæl nr. 3, sådan at den første pæl danner toppunktet i en ret vinkel med de to andre pæle på hvert af vinklens ben.

Det er disse tre pæle, der bliver nedrammet

af de tre guddomme!

Nu er det ganske vist sådan, at ikke alle egyptiske templer har akserne orienteret nord-syd eller øst-vest. Hvad der kan have ligget til grund for en afvigelse fra denne, tilsyneladende ældgamle og efter teksterne at dømme ufravigelige bestemmelse om orientering efter punktet Akh i Masxet på det anførte tidspunkt, er et problem, der ikke skal diskuteres her. Det er almindeligt kendt, at kristne kirker ofte er orienteret efter det punkt i horisonten, hvor Solen gik ned på den dag, der var helliget den helgen, som kirken blev indviet til, i stedet for efter jævndøgnspunktet. Skik og brug blev ændret i tidernes løb − også i Egypten. Det kan derfor tænkes, at lignende hensyn har gjort sig gældende der, og der kan, som enkelte forskere har forsøgt at påvise, have været orienteret efter bestemte stjerner, der havde forbindelse til de forskellige guddomme eller havde tilknytning til bestemte årstider. Det forandrer dog ikke det faktum, at tempelteksterne udtrykkeligt foreskriver den nævnte fremgangsmåde, nemlig en orientering efter punktet Akh i Masxet. Denne orientering må derfor anses som den ældgamle norm, idet teksterne gentagende gange henviser til fædrenes forskrifter, deres kundskaber og hemmeligheder. Denne opfattelse bliver yderligere bestyrket, når man tager den dybe religiøse baggrund i betragtning, den betydning som hele ceremonien hviler på, og som den følgende beskrivelse har til opgave at klarlægge.

Med hensyn til den opmåling, der omhandles i de nævnte tekster, vil enhver, der beskæftiger sig med opmåling af bygningsakser og -linjer, umiddelbart forstå fremgangsmåden, selv om man i nutiden bruger andre hjælpemidler end pæle og snore. Selv gennem hele middelalderen og op i renæssancetiden blev denne fremgangsmåde benyttet endog ved ret indviklede forsvarsanlæg rundt om byerne.