For nu at komme spørgsmålet nærmere henvises der først til det nævnte værk af Odilo Wolff, Tempelmasse. I dette værk viser Odilo Wolff ved hjælp af en række eksempler, hvordan sekskant- (i virkeligheden tolvkant-) konstruktionen kan påvises at være det grundlæggende system i forbindelse med anlæggelse af hellige bygninger gennem alle tider indtil langt op i 1200-tallet, da det blev afløst af femkantkonstruktionen (påvist blandt andet af Edward Cox for de engelske katedralers vedkommende). Dette systemskifte kunne give anledning til mange interessante betragtninger, men det ligger uden for rammen af denne artikel.

Blandt Odilo Wolffs eksempler finder man også de tre egyptiske templer, som her interesserer i særlig grad.[1]

Planche II

Planche-II-PÆLESLAGNING

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

Professor Dumichen har imidlertid også et relief med pæleslagningens og snoreudspændingens ceremoni fra Khonsu-templet i Karnak (planche I, fig. 10). Dette tempel er udført under Ramses-tiden i det 14. århundrede f.Kr. Sammenligner man dette relief fra Karnak med det tilsvarende fra Dendara (planche I, fig. 1.), vil man finde de samme figurer osv. på begge, men ved Karnak-relieffet får man uvilkårlig følelsen af, at det er bygget over en geometrisk konstruktion, mens det ikke er tilfælde med Dendara-relieffet. Det har en naturlig forklaring, for Karnak-relieffet er udført på et tidspunkt, der ligger ca. 1.000 år før det nuværende Dendara-tempel blev påbegyndt. Ramses II har reelt udført den hellige handling ved Karnak-templet, og præsterne var dengang i besiddelse af de hemmelige kundskaber om det, der kom til udtryk i i relieffet. Helt anderledes er det med Dendara-relieffet. Teksterne giver kejser Augustus æren for udførelsen af disse ceremonier, men Dumichen påstår, at han "sandsynligvis aldrig har udført de ceremonier for gudinden Hathor af Dendara, som reliefferne tillægger ham."

Reliefferne må derfor være anbragt på væggene af ren og skær sædvane. Kundskaben om deres dybe betydning ser ud til for længst at være gået i glemmebogen. For når relieffet fra Karnak sammenholdes med de mere udførlige beskrivelser[2] af pæleslagnings- og snoreudspændingsceremonien ved Dendara-templet og ved Edfu-templet, bliver det ikke alene indlysende, at et geometrisk system er benyttet ved relieffets udarbejdelse, men man når også frem til vigtige holdepunkter med hensyn til de forestillinger, som relieffet og konstruktionen øjensynlig skal give udtryk for.

Planche I, fig. 10, er en gengivelse af billedet fra Karnak efter professor Dumichens original fra hans værk. Relieffet er nøjagtig 2,10 m højt, det vil sige 4 egyptiske tempel-alen, for en tempel-alen, efter Perrings bestemmelse i 1837 er 0,525 m, og det er desuden fastslået af Lepsius. Efter Flinders Petries og andres målinger varierede denne alen meget lidt gennem tiderne.

Da Karnak-relieffet af Dumichen er gengivet i så stor målestok som 1:10 naturlig størrelse, må man gå ud fra, at de geometriske forhold er meget nøjagtig gengivet. Det bekræftes også ved den undersøgelse af konstruktionssystemet, som i det følgende skal omtales nærmere.

_________________________________

[1] Se planche II, fig. 1, 2 og 3, som er hentet fra Wolffs fig. 1. Dendara-templet, fig. 2. Edfu-templet og fig. 3. Karnak-templet.

[2] Oversat af H. Brugsch.

_________________________________