Naturvidenskabens problem

I naturvidenskabelige kredse er man enstemmigt enige om, at Universet er i en udvidelsesfase. Mange forskere regner også med, at om milliarder af år vil Universet gå ind i en sammentrækningsfase, som medfører, at det til sidst forsvinder i punktet for skabelsen. Teorien lyder rimelig, når man arbejder med tid og rum som eneste grundlag for sit verdensbillede, og det gør naturvidenskaben som bekendt. Problemet er imidlertid, at den natur­viden­skabelige teori endnu ikke har plads til en tidløs og rumløs virkelig­hed. I den nye tidsalder venter denne erkendelse uundgåeligt.

“Univers” betyder “alt det, der er”. Universet kaldes også “verdensaltet”. Der eksisterer derfor intet ud over Universet. Men hvis Universet er alt det, som er, kan det ikke udvide sig … for hvad skulle det ekspandere ud i? Hvis det, Universet udvider sig ind i ikke er Universet, hvad er det så? Og hvis det er noget, er Universet ikke alt det, der er. Problemet er, at menne­sket i nutiden udelukkende betragter Universet som en fysisk størrelse. Når videnskaben i den nye tidsalder inddrager den metafysiske virkelighed i sit verdensbillede, vil dette paradoks være løst og vise vejen til nye erkendelser – i makrokosmos såvel som i mikrokosmos.

Det kosmiske åndedræt

Universet pulserer som et gigantisk åndedræt. Universets uafbrudte, uadskillelige forhold mellem liv og form kommer til udtryk gennem en konstant udånding og indånding … eller frastødning og tiltrækning. Dette åndedrag – denne vekselvirkning – viser sig som Universet i konstant be­vægelse … eller i konstant udvikling og forandring.

Det kosmiske åndedræt viser både Universets dualitet og enheden bag dualiteten. Indiens hellige skrifter siger: “– i punktet mellem udånding og indånding – en byge af lys”. Bag ud- og indåndingens dualitet er der evigt liv. Mellem fortid og fremtid er der et evigt nu.