Farvningen af musikken sker gennem astrallegemet eller følelserne. De store kunstnere er kendetegnet ved, at de har tilkæmpet sig en høj grad af forædling af følelseslivet. Grove, overdrevne og stærkt ”kulørte” følelser er elimineret i forbindelse med udøvelsen af kunsten, så at det kun er de højere følelsers rene og forfinede toner, der kommer til udtryk. De har større kontrol over deres følelser, og det er en af de væsentligste forskelle på kunstneren og amatøren. Frygten er også under kontrol. I dette tilfælde betyder det, at den sande kunstners engagement i og kærlighed til sit arbejde ikke giver plads til frygt.

Enhver dybere forståelse af musik omfatter en forestilling om dens formmæssige udtryk på mentalplanet eller tankens plan. Ideen til kompositionen findes på de højere niveauer af mentalplanet, men den får klar og konkret form på det lavere mentale plan. Kompositionens former er virkelige former i den mentale verden. Kunstneren bliver bevidst om de mentale former, og herefter strømmer de ned gennem kunstnerens hjerne og overføres til papiret i form af noder.

Det er også værd at bemærke de imponerende hukommelsespræstationer, som alle store musikere udfører. Mange, lange og indviklede programmer ser ud til at være uudsletteligt indgraveret i mentallegemet. Det er tegn på en høj udvikling af tankens redskab. Menneskets legemer er blevet de redskaber, de bør være.

Musikken har også en passiv side − tilhørerne. Spørgsmålet er, om det at være tilhører kan stimulere udviklingen? På det fysiske plan kan det medføre, at den fysiske hjernebevidstheds blokeringer og begrænsninger reduceres eller forsvinder. Tilhøreren kan komme i en tilstand, hvor tid og rum ikke eksisterer, for tilhøreren er for en tid ikke opmærksom på fysiske hændelser. Når man hører god musik ”forsvinder” man, og når den er færdig, vender man beriget ”tilbage”.

Som en reaktion på de højere følelser, som musikken udtrykker, sker der en proces i astrallegemet, der kan løfte et menneske helt op i intuitionens verden − den buddhiske. Ved en koncert − eksempelvis med et stort symfoniorkester − er publikum lige så nødvendig for den fuldkomne helhed som musikerne. Koncerten kan betragtes som en seriøs esoterisk ceremoni, hvor en inspireret dirigent et kort øjeblik fokuserer mange menneskers opmærksomhed og løfter deres bevidsthed op til højere bevidsthedsplaner − muligvis helt op til det buddhiske plan. Den by, hvor koncerten opføres, påvirkes også ifølge åndsvidenskabens forskere, for den gennemstrømmes midlertidigt af et kraftigt hvidt lys, der stimulerer byens kulturelle udvikling.