Fordi menneskehedens baggrund er århundreders misbrug og mishandling, er der tendens til ikke at være opmærksom på personlighedens store sensitivitet og letpåvirkelige trang til at kritisere. Derfor er det et krav, at man arbejder helt og fuldt på en "konstruktiv måde", for syntese er ikke let at opnå, men direkte forsøg på at frigøre sig fra begrænsningerne kan have tendens til at virke modsat hensigten. Selvkritik svækker personligheden og har "en stærk påvirkning,"[1] der forhindrer åndelig udvikling esoterisk set. Når man beskæftiger sig med andre, skal man være omhyggelig med at støtte ethvert forsøg, der går i retning af sjælsbevidsthed. Bl.a. gruppekriser eller for det meste personlige kriser − som man ser i bagklogskabens lys − kan vise sig at være selvpålagte prøver, hvor man involverer andre som "formidlere af karma". En selvvalgt krise er vanskelig, men man kan hurtigt tage stilling til de fleste kriser ved at bestemme lektiens formål og ved at ændre sin egen holdning − ikke andres.

Som forebyggende metode er der mindre destruktive teknikker end kriser, for som Patanjali siger, skal man finde ud af, hvad problemet er og derefter "dyrke dets modsætninger". Saint Jeanne Francoise de Chantal (en studerende hos Saint Frances de Sales) sagde, at man skal ignorere det:

"Du skal ikke længere forsøge at finde årsagen til din bekymring. Tal aldrig om den, hverken til Gud eller til dig selv, du skal ikke så meget som se på den i så lang tid, så du ikke længere kan huske den og ikke kan give udtryk for den til andre, og udsæt den aldrig for en prøve. Skjul din ulykke for din egen sjæl, og ret dine øjne mod Gud, selvom du egentlig ikke vil ...[2]

Den tibetanske mester henleder opmærksomheden på, at man kun kan løse problemer fra et "højere niveau". Ved enhver begivenhed kan man minde sig selv om, at "lykke ikke er fravær af vanskeligheder, men evnen til at magte dem."[3]

Vanskeligheder er et resultat af de illusioner, som dualiteter skaber i tænkningen, fordi tilknytningen til begge sider af enhver dualitet forsinker vejen til visdom. Og den måde, man løser op for dualiteterne på, afhænger af den intelligenstype, man normalt anvender. Hvis man ser dualiteterne hver for sig og sig selv som den transcenderende (sjælelige) erkendelse mellem dem, så er man iagttageren, der bruger sjælens intelligens til at skabe enhed – en sjælelig løsning. Resultatet er "vejen". Man befinder sig teknisk set ikke på vejen, før man finder midtpunktet mellem modsætningernes par (som den tibetanske mester kalder det mentale dynamiske "igangsættende princip" på vejen).

_________________________________

[1] Hubert Bencit: The World of Zen, “On the General Sense of ZenThought”, p. 211.

[2] Rev. A. Durand, Ph.D.: St. Chantal on Prayer, p. 37

[3] Forfatter ukendt.

_________________________________