Naturvidenskaben baserer blandt andet sine teorier på Darwins udviklingslære, som påstår, at barnets evner overføres fra forældrene og udvikles under påvirkning fra miljøet. Det civiliserede menneske er derfor et produkt af nedarvede sociale resultater fra civilisationen. Men ofte er naturvidenskabens forskere ude af stand til at forklare markante forskelligheder, som hverken stammer fra arv og miljø, og som ikke kan opspores. Årsagen er, at barnet ikke ankommer som et ubeskrevet blad. Det medbringer en bestemt karakter og en bestemt sans for moralsk samvittighed. Set i dette perspektiv vil det allerførste, man skal gøre for at opdrage barnet, være at studere det, og man må finde ud af, hvilke egenskaber det har med sig. Samfundet skal derfor ikke have et system, hvor alle børn tvinges gennem et bestemt pensum − et bestemt sæt lærebøger, som alle skal studere − den samme eksamen for dem alle − og en bestemt ensartet opdragelse for at skabe et fast programmeret menneskeligt væsen, hvor barnets grundlæggende natur ignoreres. Jo mere man iagttager, jo mere vil man forstå.

Der er to ting, et barn aldrig bør lære at kende. Den ene er brutalitet, lidelse og smerte, som de udsættes for af nogen, der er stærkere end dem selv. Og den anden ting er frygt. Intet barn burde nogensinde opleve frygt. Et barn er ikke i stand til at gøre sit bedste, når det er bange. Det samme gælder voksne.

Et barn bør vokse op i en atmosfære, der fremmer alt, hvad der er positivt, og hæmmer alt, hvad der er negativt. Gennem opdragelsen kan man svække og udtørre spirerne til lavere egenskaber og styrke og stimulere de højere egenskaber. Derfor må barnets miljø være opfyldt af kærlighed, finhed, mildhed og hensynsfuldhed over for andre. De færreste trætte og irritable forældre er klar over, at trodsighed ofte er barnets ubevidste projicering af deres egne trætte tanker og sindsstemninger.

Barnet skal desuden opmuntres til at finde ud af og vælge, hvad det gerne vil vide. Barnet skal opmuntres til at stille spørgsmål. Barnet er som regel videbegærligt. Barnet har evner. Dem skal man lære at kende. Samfundet skal ikke lære barnet det, som samfundet ønsker. Samfundet skal lære barnet det, som barnet har behov for − og det skal det lære gennem systematisk undervisning. Undervisningen skal tilpasses det enkelte barn, for undervisningen skal stimulere barnets dæmrende tænkeevne og tilfredsstille dets videbegærlighed. Det er ikke forkert at træne barnets hukommelse til at huske faktuelle informationer, men det virkelige formål skal være at opspore de individuelle evner og træne barnet til at stille nye spørgsmål med udgangspunkt i de indlærte informationer. Undervisningen skal bringe de evner, barnet har − beskedne eller betydelige − frem i dagens lys, og undervisningsformen skal derfor indrettes efter barnets type.