For mange år siden ønskede den tibetanske mester Djwhal Khul, at "− syntesefølelse (en egenskab i den højere vilje) skulle være målet for den undervisning, der gives aspiranter i Den Nye Tidsalder."[1] Dvs. at man allerede nu kan begynde at øve sig. Men selv det bedste esoteriske program, er imidlertid et tveægget sværd, fordi på den ene side – som eksempelvis Arkanskolen − stimulerer det udviklingen og hjælper mennesket til på det rigtige tidspunkt at integrere en erkendelse af at være en sjæl (sådan som det er hensigten). Men på den anden side virker enhver successiv teknik som en subtil barriere for den tidløse oplevelse af monadisk væren. Forskellen mellem det rigtige "tidspunkt" og "tidløs" er naturligvis ikke absolut. Det drejer sig først og fremmest om, hvordan og hvor man "står" for at kunne forstå forløbet. Uanset alder vil man være i stand til klart at opfatte det gådefulde dualistiske perspektiv, dvs. de to måder at betragte livet og begivenhederne på, sådan som de eksisterer side om side. Oplevelsen af uforenelige perspektiver stimulerer kreativitet. At forstå og leve helt konsekvent ud fra flere synsvinkler (f.eks. tid/evighed, bevidsthed/ånd, mening/betydning) skaber et perspektiv, der svarer til Hierarkiets, som dybest set ikke er dualistisk.

Om man er i stand til at frigøre sig fra tidspresset afhænger i sidste ende af, hvor nemt man er i stand til at acceptere den dybere natur i menneskets intelligens, for den viser den iboende, vidtspændende og mentale relation til de millioner af mennesker, der æterisk udgør den ene sjæl og det sande hjertecenter. Der er kun ét sind, som hvert enkelt menneske har en "individualiseret" andel i. Der er tendens til, at intelligens bliver ensidig på menneskets niveau, men bliver mangesidig i hierarkisk henseende og synteseskabende i åndelig henseende. Den lethed, hvormed man transcenderer sin del af den individuelle bevidsthedsfølelse, bliver bestemmende for, hvor effektivt man kan fungere i det højere universelle sind. For at modvirke den ensidige tendens (som udgør den personlige integritet i menneskets tankesind), skal man være i stand til at leve alsidigt, som-om man er en sjæl. Men man kan ikke opleve åndelig enhed, hvis man på grund af vaner, tilknytninger, hengivenhed, utryghed og misforståelser fastholder en kamp for at opnå gruppebevidsthed, hierarkisk bevidsthed eller sjælsbevidsthed.

Skepticisme udvikler et beskyttende slør for den uudviklede lavere tænkeevne. På samme måde udvikler åndelig stræben et tilsvarende beskyttende slør for discipelskabets bevidsthed. Stræben blokerer effektivt for succes. Når man fungerer som en personlighed (eller som en personlig enhed med discipelskabets bevidsthed), bliver det nærmest umuligt at acceptere, at man er åndeligt moden. Så længe man stadig stræber efter noget, som man mener ligger åndeligt højere end sig selv, er man afskåret fra at nå sit mål. Man bliver i sin "barnetro". Uanset om man stræbe efter sjælsbevidsthed, hierarkisk tilknytning, accept af en mester i en ashram, større viden, visdom eller shamballisk erkendelse, er det vanskeligt at holde op med at stræbe. Og så sætter rationaliseringen ind: Måske er man ikke parat? Eller måske ved man ikke, hvordan man skal fortsætte? Eller måske nyder man spændingen ved selve jagten, ved forventningerne om mystiske oplevelser, eller ved den endeløse søgen efter åndsvidenskabelig viden. Alt for mange forsinkes udelukkende af en vanetænkning, der indeholder overfladiske, glorificerede og vildledende åndelige forventninger. Det afslører et meget alvorligt behov for at kunne tænke "udadrettet".

_________________________________

[1] Alice A. Bailey: Strålerne og Indvielserne, s. 131

_________________________________