Motivet til selvmord har en altafgørende betydning for livsforholdene efter døden. Har motivet været stærkt egoistisk, baseret på selvmedlidenhed, had eller jalousi, vil tilværelsen efter selvmordet være særdeles smerteligt. Resultaterne af selvmord er langt værre end den eventuelle depression, jalousi, fattigdom, følelse af skam eller fejhed, der kan have været årsag til selvmordet. Den pågældende er ofte mere eller mindre knyttet til den lokalitet, hvor selvmordet fandt sted, og det fører også til en trættende trummerum med ulidelige gentagelser.

Det er vanskeligt at definere klare grænser for selvmord. De fleste mennesker indlader sig som bekendt bevidst på former for adfærd, som til syvende og sidst kan resultere i en for tidlig død. Her kan nævnes nogle indlysende eksempler:

• Tobaksrygning og overdreven indtagelse af alkohol.
• Indtagelse af narkotika.
• Pillemisbrug.
• Indtagelse af føde- og drikkevarer, som man ved er usunde.
• Deltagelse i livsfarlige aktiviteter.

Selv om man er klar over, at forskellige former for selvdestruktiv adfærd kan medføre døden, fortsætter man uanfægtet. Hvad er egentlig forskellen mellem denne adfærd og det ”egentlige” selvmord? Der findes desværre ikke svar på de komplicerede spørgsmål i åndsvidenskaben, og spørgsmålet er, om der overhovedet kan gives endegyldige svar?

Når en selvmorder udsættes for de barske oplevelser i efterlivet, er der ikke tale om en straf, for naturen beskæftiger sig aldrig med straf − kun med konsekvenser – dvs. årsag og virkning. Den karmiske retfærdigheds lov er dybest set barmhjertig, for målet for mennesket er konstante fremskridt mod sjælskontakt og det, man kan kalde guddommelighed. Den smertelige gentagelse har en pædagogisk hensigt. Selvmorderens oplevelser i efterlivet vil udvikle en kraftig aversion mod handlingen, og samvittigheden vil derfor kunne forhindre, at samme fejltagelse begås igen. Selvmorderen skal lære at respektere og værdsætte sit fysiske legeme. Desuden har selvmordet direkte karmiske følger for det efterfølgende liv. H.P. Blavatsky citerer en tibetansk kilde, hvor der siges:

”I hvilken som helst alder et menneske af egen fri vilje aflægger sit ydre legeme, i den alder vil det i sin næste inkarnation komme til at lide en voldsom død imod sin vilje”.

H.P. Blavatsky: The Secret Doctrine, Vol. 5, p. 414