11. KAPITEL

MENNESKETS UDVIKLING

Sjælen stiger først ned i stoffet på mentalplanets lavere underplaner. Øjeblikkeligt og i en vis forstand automatisk samler der sig et legeme af det mentale stof omkring den – et legeme, der er et nøjagtigt udtryk for de egenskaber, den allerede har − i hvert fald for så vidt, som de kan komme til udtryk på disse planer.

Man må nemlig aldrig glemme, at for sjælen er hvert enkelt stadie af nedstigningen ensbetydende med, at den må acceptere at blive begrænset, og derfor kan sjælen aldrig udtrykke sig fuldt ud på de lavere planer. Sjælens egenskaber skinner blot igennem på en måde, der kan sammenlignes med et maleri, hvor kunstneren maler et landskab i to dimensioner, selvom det i virkeligheden er tredimensionalt. Maleriet viser landskabet så nøjagtigt, som det er muligt at afbilde det på en flade ved at male i perspektiv, men i virkeligheden må stort set hver eneste linje og vinkel i maleriet selvsagt være anderledes end de linjer eller vinkler, der eksisterer ude i det virkelige landskab. På samme måde kan sjælens virkelige egenskaber ikke overføres til og komme til udtryk i stoffet på lavere planer. Det lavere stofs vibrationer er alt for langsomme og træge til at kunne repræsentere sjælen. Strengen er ikke tilstrækkelig spændt til at svinge i harmoni med den tone, der lyder fra oven. Men den kan stemmes, sådan at den bliver i stand til at give genklang på tonen i en lavere oktav, på samme måde som en voksenstemme kan synge i samklang med et barns, fordi de begge synger den samme lyd så godt, som deres stemmer tillader det.

En farve, der er udtryk for en bestemt egenskab i kausallegemet, vil også være udtryk for denne egenskab i mentallegemet og endog i astrallegemet. Efterhånden som man bevæger sig nedad, bliver farven grovere, mindre lysende og luftig. Forskellen mellem farveoktaverne er så stor, at det ikke er muligt at gengive dem på papir eller lærred. Det er kun muligt at forsøge at forestille sig farverne som stadier eller egenskaber, for selv den nærmeste oktav, der ligger over det fysiske plan, er helt udenfor fatteevnen, så længe menneskets bevidsthed er underkastet den fysiske hjernes begrænsning. De laveste astrale farver kan virke mørke og grove, og de er det sådan set også i sammenligning med højere og renere nuancer. Men selv i deres relative grovhed er de mere lysende. Der er egentlig ikke tale om en mørk farve i ordets almindelige betydning. De minder snarere om svagt glødende ild.

For hvert trin på vejen opad, opdager mennesket, at mens den højere stoftype er bedre egnet til at udtrykke de højere egenskaber, mister den gradvis evnen til at udtrykke de lavere. Den utrolig frastødende farvetone i astrallegemet, der svarer til groft begær, kan overhovedet ikke gengives i mentallegemet. Nogen vil måske mene, at det burde være anderledes, for hvem kan ikke få en begærlig tanke? Men denne opfattelse giver ikke et korrekt billede af virkeligheden. Et menneske kan i tanken danne et mentalt billede, der vækker en begærlig følelse. Men i mentallegemet vil denne følelse forstærke de farver, der repræsenterer de mentale karaktersvagheder, der er forbundet med den, nemlig selviskhed, indbildskhed og falskhed, og disse karaktertræk kan overhovedet ikke komme til udtryk i det lysende kausallegeme. Hvis disse karaktersvagheder intensiveres i det lavere legeme, og hvis man identificerer sig med dem, vil de imidlertid i nogen grad formørke de lysende farver, der repræsenterer udviklingen af de modsatte karaktertræk i denne højere tilværelse, der er langt mere virkelig.

Processen, der skaber farverne, arbejder nedefra og op. Et menneske oplever en eller anden følelsesmæssig påvirkning udefra, og som respons vækkes der en følelsesbølge af en eller anden art. Det medfører, at astrallegemet er domineret af denne bestemte vibration, så længe følelsen varer − et forhold, der vises i illustrationerne. Efter en tid toner følelsen ud, og dermed den tilsvarende farve − men ikke helt. En del af astrallegemets stof vibrerer normalt med den hastighed, der svarer til denne følelse, og enhver gentagelse af følelsen forøger denne del af astrallegemet en smule.

Eksempelvis har mange mennesker en del irritabilitet i sig, og denne følelse viser sig i astrallegemet som en purpurrød sky. Når et menneske er i dårligt humør og giver udtryk sin irritabilitet, bades hele astrallegemet i purpurrødt. Anfaldet går over, og den røde farve blegner. Men det har sat sine spor, for den røde sky af vrede er herefter blevet en lille smule større, og stoffet i hele astrallegemet er blevet lidt mere tilbøjeligt til at reagere på vredesvibrationen, når en ny lejlig­hed viser sig. Naturligvis gælder nøjagtigt det samme for enhver anden følelse, uanset om den er positiv eller negativ. Den moralske lov er på denne måde klart udtrykt i stoffet, for hver gang et menneske giver efter for en karaktersvaghed af en eller anden art, bliver det lidt vanskeligere at holde stand over for dens næste angreb. Men samtidig vil enhver vellykket anstrengelse for at kontrollere den, gøre den næste sejr en smule nemmere.

Relativt bestandige farver i astrallegemet er ens­betydende med langvarige vibrationer. Med tiden påvirker de også mentallegemet og skaber en tilsvarende vibration på dette langt højere plan. Denne vibration har en kvalitet, der kan reproduceres i finere stof. På grund af at vibrationerne på denne måde reproduceres, bliver de højere egenskaber, der udvikles i livet på de lavere planer, lidt efter lidt indbygget i selve kausallegemet, selvom det heldigvis kun er virkningen af de højere følelser, der kan registreres på disse planer.

I løbet af sine mange inkarnationer udvikler et menneske på denne måde mange egenskaber. Nogle er positive og andre er negative. Mens alle de positive egenskaber løbende optages og opbevares i kausallegemet, kan negative egenskaber kun komme til udtryk gennem de lavere legemer, og derfor er de relativt forbigående. I henhold til karmaloven høster enhver nøjagtig resultaterne af egne handlinger, uanset om de er positive eller negative. Men virkningerne af de negative handlinger bliver ifølge sagens natur udarbejdet på de lavere planer, eftersom deres vibrationer kun kan komme til udtryk i de lavere planers stof. Og de har ingen overtoner, der kan vække genklang i kausallegemet. Al deres kraft udtømmes derfor på deres eget plan, og de påvirker i deres helhed den astrale og fysiske tilværelse hos den, der skabte dem – enten i den aktuelle inkarnation eller i kommende.

En positiv handling eller tanke skaber også resultater på disse lavere planer. Men den har desuden en langt højere og langvarig virkning på kausallegemet, der er en særdeles vigtig faktor i menneskets evolution. Mens de alle uden undtagelse skaber resultater hernede og kommer til udtryk i de forskellige forgængelige legemer, er det således kun de positive egenskaber, der bevares og repræsenterer det, som sjælen − det virkelige menneske − har opnået. Mennesket vil igen og igen møde ondskab i livenes løb, indtil det onde er overvundet og enhver tendens i legemerne til at reagere på ondskab er fjernet − i virkeligheden indtil mennesket ikke længere lader sig rive med af lidenskab eller begær, men har lært at herske over sig selv indefra.